Med afslutningen på efterårsferien kunne Fårup Sommerland sige på gensyn til de sidste gæster for 2021-sæsonen, der endte med at blive et år, der skriver sig ind i forlystelsesparkens rekordbøger.
Hele 607.587 gæster har siden åbningen 30. april besøgt Fårup Sommerland, hvilket gør 2021 til den tredjebedste sæson i parkens historie målt på antal besøgende. Besøgstallet er kun overgået i årene 2011 og 2013.
– Det er med både ydmyghed og selvfølgelig en enorm stolthed, vi ser tilbage på dette års sæson. Da vi måtte indlede året med en række coronarestriktioner såsom corona-pas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster. Derfor er vi utroligt beærede over, at vi nu kan se tilbage på det højeste besøgstal siden 2013, og vi føler nu, at vi er tilbage på rette spor efter et udfordrende 2020, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
Besøgstallet skal ses i lyset af, at parken stort set ingen norske gæster har haft i år mod normalt omkring 70.000 norske besøg. Samtidig har besøgende fra idrætsbegivenheder og store grupper spillet en væsentlig mindre rolle i 2021 sammenlignet med tidligere år.
Rekordefterårsferie, store investeringer og høj aktivitet
Alene i efterårsferien havde Fårup Sommerland besøg af 82.577 gæster, hvilket gør det til den absolut mest besøgte efterårsferie i forlystelsesparken nogensinde. Til sammenligning havde Fårup 55.000 besøgende i efterårsferien i 2018, hvilket er næstflest.
Det høje besøgstal i efterårsferien tilskrives investeringen i lyseventen Lysfald, der blev den største eventinvestering, parken har foretaget. Samtidig kunne Fårup Sommerland tidligere på året løfte sløret for, at parken investerer op mod 100 mio. kr. i Danmarks største og hurtigste rutsjebane, Fønix, der åbner i påsken 2022.
– Vores nyeste tiltag Lysfald, hvor parken i aftentimerne har været klædt i alverdens lys og farver, har vist sig at være et af vores bedste events gennem tiden med rigtig mange besøgende. Derudover er der blevet taget virkelig godt imod nyheden om Fønix, hvilket samlet set bestyrker os i troen på den strategi, vi har lagt for at kunne tackle omstændighederne forårsaget af Covid-19, siger Niels Jørgen Jensen og fortsætter:
– Vi har haft den tilgang, at vi ville bevare et højt aktivitetsniveau, skabe fornyelser i parken og investere os ud af coronakrisen. Den formel har for Fårup Sommerland vist sig at være den rigtige, og derfor har vi også store forventninger til næste år, når vi klipper snoren til Danmarks største rutsjebane.
Forlystelsesparken har desuden oplevet fremgang på Hotel Fårup, der i løbet af sæsonen har set en positiv vækst i antallet af overnatninger. Hotellet har haft en belægningsprocent på 89 procent hen over hele sæsonen – det tal ligger normalt omkring 70 procent.
Fårup Sommerland slår dørene op til næste års sæson den 9. april 2022.
Om Fårup Sommerland:
Fårup Sommerland blev etableret i 1975 og kunne i 2020 fejre 45-års jubilæum. Forlystelsesparken er årligt besøgt af cirka 600.000 gæster, hvoraf 80 procent normalt er danske. Fårup Sommerland har en gæstetilfredshed på hele 99 procent og har gennem årene vundet en lang række priser og er bl.a. kåret til top-3 blandt Europas bedste forlystelsespark fire år i træk (Kirmes, 2015, 2016, 2017 og 2018), Verdens 3. bedste service (IAAPA, 2015 og 2016), Nordens bedste sommerland i 2018 og 2019 (barnsemester.se) og forlystelsen Saven er kåret som bedste nye rutsjebane i Europa 2020. Fårup Sommerlands vision er at være indbegrebet af enestående oplevelser for familier i hele Norden, og Fårups slogan er ”De største oplevelser er dem vi har sammen”.