Det er ikke kun gæsterne, der kan tage sig en rutsjebanetur i Fårup Sommerland. Sommerlandets økonomi har også kørt både op og ned i de seneste år, hvor coronapandemien har sat sit præg i regnskaberne, skriver TV2 Nord.
Efter en periode, hvor den danske og globale oplevelsesindustri har været presset af coronarestriktioner, er gæsterne nu tilbage i Fårup Sommerland. Det resulterede sidste år i rekordomsætning i sommerlandet.
Fårup Sommerland omsatte i 2021 for 148 millioner kroner, hvilket er parkens højeste omsætning siden åbningen i 1975. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab.
– Vi er tilfredse med udviklingen i forretningen og glæder os samtidig over de investeringer, der er foretaget for at sikre, at Fårup kommer styrket ud af en udfordrende periode. Det er godt både for parken og for hele regionen. Samtidig er jeg glad for den bemærkelsesværdige indsats, som hele teamet i Fårup har leveret igennem et par svære sæsoner, siger Ole Mølgaard, som er bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.
Gæsterne er vendt tilbage
Fårup Sommerland endte med et overskud efter skat på 18 millioner kroner for 2021. Året før måtte sommerlandet notere sig et underskud på knap en million kroner.
Hele 608.113 gæster besøgte sidste år Fårup Sommerland, hvilket gør 2021 til den tredjebedste sæson i parkens historie målt på antal besøgende. Besøgstallet er kun overgået i årene 2011 og 2013.
– Først og fremmest er vi rigtig glade for at have gæsterne tilbage i Fårup Sommerland – det er det, vi lever og ånder for. Da vi måtte indlede året med en række coronarestriktioner såsom coronapas, krav om mundbind og afspritning, stod det hverken i sol, måne eller stjerner, at vi skulle opleve så stor en opbakning fra vores gæster, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
Kilde: TV2 Nord.