Om de mørke og truende skyer over Tornby søndag eftermiddag skyldes, at Tornby Beboerforening havde valgt at placere indvielsen af Bjergstien midt i normal kirketid, kan man kun gætte på, men noget tyder på, at det fantastiske fællesskab i Tornby, som formanden Torben Christensen lovpriste i sin tale, favner både højt og bredt, for det forblev tørvejr under hele seancen!
Bjergstien – også kaldet ”den skrappe” – er en sti, der snor sig op ad Tornby Bjerg, og på turen møder man de barske stigninger på den fede og lerede jord, hvilket får mange til at fortryde, at man overhovedet har påbegyndt denne udfordring. En ting vil man helt sikkert lede forgæves efter på turen, nemlig læ!! Belønningen, for dem der trods alt vælger at fortsætte, ligger på toppen af det 84 meter høje Tornby Bjerg, hvor man mødes af en helt unik og enestående udsigt 360 grader rundt.
De historisk interesserede kan gøre ophold på bænken ved Møgeldyssen, der kan dateres tilbage mere end 3.500 år f.Kr. Adskillige konger skulle efter sigende være begravet her. Under 2. verdenskrig fik Tornby Bjerg også en rolle, idet 3 familier her blev tvunget til at flytte fra deres hjem, således den tyske besættelsesmagt kunne placere lytte og -udsigtsposter på bjerget.
Den officielle snoreklipning og indvielse af Bjergstien blev foretaget af den socialdemokratiske gruppeformand Mai-Britt Beith foran de mange fremmødte fra nær og fjern. I sin tale nævnte hun bl.a. med et glimt i øjet den rebelske tilgang, som Tornby-beboerne har udvist overfor visse byrådsbeslutninger, men opfordrede i øvrigt til, at man fortsætter denne praksis for at holde Byrådet til ilden.
Søndagens stiindvielse er blot et enkelt element blandt de mange tiltag, som forskellige foreninger og grupper i Tornby arbejder med. Af andre kan nævnes:
- Opførelsen af et spændende levefællesskab på Havbakkegrunden.
- Etablering af et Friplejehjem i Tornby.
- Udbredelse af fjernvarme til den del af byen, der endnu ikke har fjernvarme.
- Etablering af en udstykning til et nyt parcelhuskvarter.
- Færdiggørelse af Tornby-stien med etablering af Dyssestien og Skudestien.
For de mange aktive og initiativrige sjæle i Tornby er der således rigelig med udfordringer at kaste sig ud i, men viljen, evnen og ressourcerne til at fuldføre de planlagte mål i fællesskab, er absolut til stede i byen.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.