Bål, tale, og fællessang går aldrig af mode. Og slet ikke i Horne, hvor årets taler ved sankthansbålet på Det Grønne Hjørne var den lokale ildsjæl Lars Rokkjær.
Med favnende lune fortalte han en stribe anekdoter fra sin barn- og ungdom i byen, og også om sine år med udsyn og luft under vingerne rundt om i verden som underviser og iværksætter. Men mest af alt hyldede han nødvendigheden og glæden ved fællesskabet og ved at gøre noget for andre.
– Det gør vi i Horne, sagde han, og måske kan vi gøre endnu mere! Tænk, hvis vi alle løftede hovedet og hilste bogstaveligt talt på alle, vi mødte i byen!
Opfordringen er nu givet videre; ikke kun til de omkring 150 mennesker, der deltog i arrangementet på Det Grønne Hjørne, hvor Horne Beboerforening havde inviteret og stod for arrangementet.
5. X på Horne Skole havde lavet heksen; for sådan en holder de fast i Horne; ikke for at hylde hekseforfølgelserne eller puste til den aktuelle kønsdebat, men fordi heksen jo ifølge overleveringen repræsenterer ondskaben og alt det, vi gerne vil af med.
Retfærdigvis bør det jo også nævnes, at ordet heks stammer fra gammelhøjtysk ”hag(a)zuz”, som betyder ”underjordisk væsen”. Det kan altså lige så vel være hankøn, hunkøn eller fælleskøn. Futtet af blev den i hvert fald til tonerne af P. E Lange-Müllers smukke melodi til Drachmanns ”Midsommervise”.
Det næste større arrangement i byen er sponsorcykelløbet Tour de Skansebakken, sidste søndag i august, den 25. august, hvor alle kan stille op – og alle kan heppe og støtte.
Pengene går til ungdomsarbejdet i Horne KFUM.
Foto: Lise Boie Christiansen.