Mens vi venter på, at Norröna returnerer til Hirtshals Havn efter den helt store overhaling og opgradering på værftet Fayard i Munkebo på Fyn, kan de fodboldinteresserede notere, at kvindernes fodboldlandshold på Færøerne støttes af Smyril line.
Landsholdet er ifølge iagttagere af færøsk fodbold blevet bedre og bedre i den sidste tid, hvilket altså ikke mindst er muligt takket være sponsorater som Smyril Lines, hvormed de stærke kvinder for så vidt også kan fungere som stærke sportslige og såmænd smukke galionsfigurer hos Norröna.
Apropos rederiets flagskib kan alle lokale godt begynde at glæde sig til et gensyn i begyndelsen af marts, idet der ombord tillige er overraskelser af helt lokalt tilsnit, men ikke her og nu et eneste ord mere om den overraskelse til os i det nordvestlige Vendsyssel.