Trods et år med COVID19-krise og stigende ledighed i Danmark, går tendensen paradoksalt nok den modsatte vej for unge på uddannelseshjælp og borgere på kontanthjælp i Hjørring Kommune.
Hvor man kunne forvente, at flere unge ville søge uddannelseshjælp og borgere kontanthjælp i en krisetid, er der færre borgere på begge ydelser i marts 2021 end i marts 2020, hvor COVID19-krisen ramte Danmark og arbejdsmarkedet.
For eksempel var der i marts 2020 330 lokale unge på uddannelseshjælp, mens der efter ét år med den globale pandemi, nu er seksten unge færre på ydelsen, nemlig 314. En bemærkelsesværdig tendens og udvikling.
Formanden for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Thomas Klimek (S), glæder sig over udviklingen, ikke mindst i forhold til unge på uddannelseshjælp, som han mener skyldes én ting.
”Ti måneder før coronaen lammede verden, og delvist erhvervet og arbejdsmarkedet, vedtog Hjørring Byråd en ambitiøs Ungegaranti i samarbejde med det lokale erhvervsliv, organisationer, grundskoler, uddannelsesinstitutioner med flere. Når vores introjobvejledere, virksomhedskonsulenter og UU-vejledere kan trække på et forpligtende netværk af over 100 lokale virksomheder, der er garantipartnere, så har du langt større muligheder for at matche en ung med den rigtige, positive destination på arbejdsmarkedet eller uddannelse,” siger Thomas Klimek (S), der peger på, at Ungegarantien netop ikke er raketvidenskab eller en ny, dyb tallerken.
”Ungegarantien er blot de åbne døres politik. En masse virksomheder i forskellige brancher har åbnet døren, og det gør det langt lettere for vores dygtige medarbejdere at finde det rigtige sted for vores unge derude. Udviklingen viser, at Ungegarantien gør en forskel og virker, når strategien trykprøves i den ultimative test, nemlig en verdenshistorisk krise,” pointerer Klimek (S).
At udviklingen på kontanthjælpsområdet også er positiv trods økonomisk krise, viser, at forrige byråds rettidige omhu og mod til at investere lønner sig, mener Klimek (S).
”Det forrige byråd valgt i 2014 at investere langsigtet i en tværfaglig indsats for borgere langt væk fra arbejdsmarkedet, den såkaldte Hjørring-model. De sidste seks år er tusindvis af borgere hjulpet, men nu viser Hjørringmodellen foreløbig også sin modstandskraft ift., når en økonomisk krise rammer arbejdsmarkedet, og det er meget glædeligt,” konstaterer udvalgsformanden.
Kilde: Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalgets dagsorden af 12/4-2021, punkt 7, bilag 4.