Fagbevægelsens Hovedorganisation foreslår, at regeringen indkalder arbejdsgivere og lønmodtagere til trepartsdrøftelser om en alliance, der kan sikre, at ukrainske flygtninge hurtigt og effektivt kommer i arbejde under ordnede forhold.
Flere partier i Folketinget har foreslået, at op mod 20.000 ukrainske flygtninge skal have mulighed for at træde direkte ind på det danske arbejdsmarked uden om de normale regler for flygtninge og asylansøgere.
Fagbevægelsen ønsker at bidrage og tage et medansvar for, at ukrainske flygtninge hurtigt overgår til arbejde og selvforsørgelse. I en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft, vil det være til fordel for både den enkelte og fællesskabet, understreger Lizette Risgaard, som er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
”Vi står i en særlig situation med krig i Europa og vi må alle gøre, hvad vi kan for at hjælpe. En stor flygtningestrøm fra Ukraine kan give lange sagsbehandlingstider, hvor mennesker på flugt sidder og visner frem for at bidrage til det danske samfund.
Ukrainerne skal i gang på ordnede danske vilkår
Det kan ingen være tjent med, hverken danskere eller ukrainere, så lad os få ukrainerne i gang på ordnede danske vilkår så hurtigt som muligt”, siger Lizette Risgaard, som er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Lizette Risgaard peger samtidig på, at fagbevægelsen i flere år har været vidne til, at en del af den østeuropæiske arbejdskraft i Danmark bliver udnyttet ved at blive tilbudt urimelige løn og arbejdsvilkår.
”Underbetaling og urimelige arbejdsvilkår er aldrig i orden, og vi har selvfølgelig en forpligtelse til i fællesskab at løfte opgaven med de ukrainske flygtninge på en ordentligt og værdig måde for dem, for arbejdsgivere og for lønmodtager i Danmark.
Derfor skal de ukrainske flygtninge selvfølgelig arbejde under ordnede forhold”, siger Lizette Risgaard.
Lizette Risgaard tilbyder, at fagforeningerne og a-kassernes unikke kendskab til brancher og jobåbninger bringes i spil i arbejdet med jobformidling til ukrainske flygtninge.
”Fagbevægelsen og a-kasserne har et enestående indblik i jobmuligheder i Danmark og derfor kan vi spille en meget aktiv rolle med at få ukrainere i job, hvor der mangler arbejdskraft, ligesom vi nu og fremover hjælper danske ledige.
Fagbevægelsen vil gøre alt den kan for at hjælpe ukrainske flygtninge
Sammenhold og medmenneskelighed er grundlæggende værdier i fagbevægelsen. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de ukrainske flygtninge”, siger Lizette Risgaard.
• At regeringen søger opbakning i Folketinget til at afsætte midler til hurtig sagsbehandling i asylsystemet eller på anden vis lovgivningsmæssigt sikrer hurtig adgang til arbejdsmarkedet. Vi skal ikke gentage fortidens fejl og lade folk hænge fast i systemer, men muliggøre en hurtig vej ind på et fair og ordentligt arbejdsmarked.
• At regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til trepartsdrøftelser om en alliance, der sikrer hurtig og effektiv arbejdsmarkedsintegration på overenskomstmæssige vilkår for de ukrainske flygtninge.
• At alliancen blandt andet bør sikre effektive forløb målrettet brancher med mangel på arbejdskraft, der fx indeholder intensiv danskundervisning, opkvalificering og ordinær ansættelse, samt adgang til hurtig kompetenceafklaring og meritering af udenlandsk uddannelse, der kan bruges i Danmark.
• At fagforeningernes unikke kendskab til brancher og jobåbninger bringes i spil i arbejdet med jobformidling til ukrainske flygtninge