Solen bager over det lille husmandssted i Mosbjerg. Røgen stiger dovent op fra skorstenen, ikke fra et moderne oliefyr, men fra det gamle brændekomfur, der er husets eneste kilde til varme og madlavning. Her er der ingen summen fra et køleskab eller flimmer fra en skærm, men lyden fra legende børn, høns der klukker og det rytmiske bump fra en brøndpumpe.

I en uge har en storfamilie bestående af Andreas Weinkouff, Johannes, Rebecca, Maria, Nikolaj, Preben og børnene Emma, Noah, Josva og Lucia levet som en landbofamilie gjorde det for over 100 år siden. Det er Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Mosbjerg, der står for denne levende historieformidling.

For Andreas og Johannes Weinkouff er oplevelsen dog ikke helt ny. For 30 år siden var de selv børn på samme sted sammen med deres forældre, Lene og Henrik. Nu er ringen sluttet, og Andreas har taget næste generation med tilbage i tiden.

– Nu synes jeg, det er på tide, at hele familien og især børnene prøver at leve, som dengang oldefar var ung. Vi er alle vilde med livet på landet, for det er så spændende med alle de gøremål i løbet af dagen og alle de besøgende, der skal høre lidt om, hvordan det er at leve og arbejde som for 100 år siden, fortæller Andreas.

Og gøremål er der nok af. Dagen starter tidligt med pasning af husdyrene, som tæller høns af Gammel Dansk Landrace og en lille svinebesætning. Vand skal hentes ved brønden til madlavning og til den store tøjvask i gruekedlen, datidens hårde hvidevare. Johannes har sat sig for at genopleve et barndomsminde og vil forsøge at kærne smør, præcis som han så det for 30 år siden.

I køkkenet er der konstant aktivitet. At lave mad på et brændekomfur uden termostat kræver opmærksomhed og føling med varmen, uanset om det er frikadeller på panden eller et brød i ovnen. Imens har børnene travlt med at hente brænde til komfuret, pumpe vand og hjælpe til med dyrene.


Udover de daglige pligter har familien også en vigtig formidlingsopgave. I løbet af dagen kommer gæster forbi for at opleve den autentiske stemning. Blandt de besøgende var Hanne og Aage Jensen fra Viborg, der sammen med deres datter Kristine og barnebarnet Thora fik en levende fortælling om livet uden moderne bekvemmeligheder.

Selvom arbejdet er hårdt, er der også tid til leg. Når pligterne er gjort, finder børnene stylterne frem eller dyster i kongespil på græsset.

For familien har ugen været en øjenåbner og en kærkommen pause fra en hektisk hverdag.
– Det er den bedste form for ferie, vi kan ønske os, fortæller familien samstemmende. Det er helt ubeskriveligt at få lov til at være sammen med børnene uden fjernsyn, mobiltelefoner, pc’er og tablets. Det er dejligt at komme ned i gear. Det gør ikke noget, tværtimod, at alting tager lidt længere tid. Det tager nemlig tid at lave mad og vaske tøj, hugge brænde og fodre dyrene. Det er dejligt, at børnene på denne måde får historieundervisning på den praktiske måde og lærer, hvorfra kartoflerne og æggene kommer. Vi har gavn af at arbejde med vores hænder og ikke blot sidde bag en skærm.

Husmandsstedet er beboet indtil søndag den 3. august, og alle er velkommen til at aflægge et besøg og opleve livet på landet fra en svunden tid. Der er åbent hver dag fra klokken 10 – 17.


