Ikke bare bød den konservative 1. viceborgmester Per Møller mandag velkommen til Grundlovsløbet 2023. Resten af familien deltog faktisk aktivt i løbet sammen med ham.
Indledningsvis i sin tale noterede viceborgmesteren, at det var skønt at se så mange mennesker til den fantastiske tradition, hvor deltagerne stort set hvert år har garanti for godt vejr.
– Jeg ved I står og tripper for at komme afsted på enten 6 eller 10 kilometer, og noget af det I måske ikke gider høre på, er lange taler, så jeg skal gøre det kort, lød det videre fra Per Møller.
– Men nu jeg har fået mikrofonen, så bliver jeg nød til at nævne at vi i Byrådet er meget optaget af at have en ambitiøs Sundhedspolitik og en aktiv foreningspolitik. Derfor vil jeg også gerne hylde arrangørerne fra LIUF for jeres utrættelige indsats, tilføjede Per Møller med henvisning til, at den lokale forening står som arrangør af Grundlovsløbet.
Som allerede nævnt var hele familien Møller mødt op til start ved årets Grundlovsløb. Anja Møller løb med Sander, mens Per Møller gennemførte det med Sofie og Bertram.
Spar Nord var igen trofast sponsor ved det traditionsrige løb, der tidligere blev arrangeret af Hjørring Politis Idrætsforening.
Foto: Jens Lau Nielsen.