Rasmus Konge præsenterede under ebsøget hos Hirtshals Tennisklub DTF’s og DGI’s nye materiale med masser af aktivitetsforslag til voksne, der gerne vil være aktive sammen med børn og det vel at mærke på en tennisbane.
Der er masser af inspiration, ikke alene i det trykte materiale, men også via en app, hvor der sker en løbende opdatering. Selvom samfundet på mange fronter efterhånden er “genåbnet”, vil der sandsynligvis være et større behov for Corona-venlige udendørs ferieaktiviteter i den kommende sommersæson.
Kurset er derfor første skridt i retningen af, at klubben kan tilbyde inspiration, arrangementer og ikke mindst udstyr til familier, der gerne vil i gang med tennis – som familiesport. En af ideerne er, at familier kan låne udstyr med hjem – en form for “take-away-tennis” – med aktivitetsforslag til haver og stille villaveje.
Klubber og foreninger i Danmark har mange muligheder for at hente økonomisk hjælp til den slags initiativer via puljer og fonde. Det er imidlertid en forudsætning, at klubbens medlemmer stiller op som hjælpere – ellers kan midlerne ikke omsættes til aktiviteter.
De 8 friske medlemmer af Hirtshals Tennisklub havde en god oplevelse sammen med Rasmus Konge – det giver optimisme og troen på flere tennisaktiviteter i Hirtshals de kommende måneder.
Kilde: Hirtshals Tennisklub.