Titlen er en rigtig 2020-sag, selv om vi lige nu kan konstatere, at det fandens forår ingen ende vil tage… eller også er det hvad der blev tilbage af året, efter at Krause-Kjærs kolleger, Faber & Pedersen, havde sat sig på både VINTERLAND OG SATANS SOMMER… (gode læseværdige bøger i øvrigt også)
En virus fra Kina er nævnt et par gange, men derudover er det helt andre besværligheder vores antihelt og hovedperson, Ulrik Torp, udsættes for… Foråret er tiden, hvor der vejres morgenluft, hvor naturens mirakler sker, safternes stiger, og hvor vinterens hærgen i gader og stræder kalder på en makeover eller to…
I starten af dette forår møder vi Ulrik Torp, som med sin kones og andres hjælp forsøges hevet op på et funktionsdueligt niveau med Berlintur, lykkepiller og Vesterhavsterapi efter en rigtig lortevinter med udskamning blandt kolleger, personlig og karrieremæssig total deroute og udsigt til ABSOLUTELY NOTHING…
Det lykkes mod alle odds Torp at finde et kontorfællesskab sammen med andre fallerede journalister… Her tjener han – måske – til dagen og vejen og et nyt batteri til Polo’en ved at skrive nekrologer… Den enes død, den andens brød…
To kendte politikere dør med kort tids mellemrum, de fortjener selvfølgelig en ordentlig nekrolog, Torp får smør på dagens brød, han opdager et interessefællesskab mellem de to, der tidligere har været medlemmer af Kontroludvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, og så kører handlingen derudaf…
De nationalkonservative vil have en nationaldag og stiller krav om, at der kun må være etniske danskere på herrelandsholdet i fodbold… og det går ikke stille af sig… og Torps ægteskab sættes på alvorlige prøver, mens han selv oplever, at forholdet til den unge Emma – som vi introduceres til i MØRKELAND – modnes og åbner helt nye perspektiver…
Målene helliger midlerne uanset, om du tilhører de onde eller de gode… politiet bevæbnes, fordi de kriminelle bliver mere og mere hensynsløse, revolutionstosser væbner sig som modforholdsregel over for de contrarevolutionære, private fylder skabene med revolvere og peberspray for en sikkerheds skyld, og Niels Krause-Kjær formår at lave en spændende thriller uden at ty til effektfulde biljagter og mord i stribevis… Her bevæger vi os mere i takt med en ældre Polo, som trænger gevaldigt til et nyt batteri og et skub i ny og næ…
Bogen er set på tilbud hos Bog & Ide, så du kan med fordel handle nu, og er du ikke helt opdateret på forgængerne MØRKELAND og KONGEKABALE, så snup hele pakken, eller genopfrisk på anden vis hukommelsen og billedet af Ulrik Torp… Det anbefales ihvertfald at være opdateret på Torp inden læsning af bog nr. 3…
Så garanterer jeg god underholdning i selskab med Torp – det ordentligste menneske man kan tænke sig, dertil en dygtig journalist, som marginaliseres på det skammeligste, mens han bevæger sig ud og ind af cirkler, der bebos af mere eller mindre letgenkendelige politikere fra det virkelige liv…
Fx møder vi i MØRKELAND et ægtepar, som har bevæget sig fra det yderste venstre til det yderste højre (og som vist stadig viser sig i korte glimt i det nordjyske) og i FANDENS FORÅR møder vi Kirsten Rolighed, der arbejder på at outsource sin partiformand til de evige pensionistmarker i en god sags tjeneste…
Korte Aviser og dansk nationaldag…! Niels Krause-Kjær bevæger sig på kanten af at beskrive dansk politik som en karikatur, og det er ganske underholdende, men på en eller anden måde lykkes det at gøre det hele troværdigt, mest af alt fordi Torp er troværdig og sympatisk, og i den forbindelse gør det jo intet, at forfatteren udstråler det samme… FOLKEKOMEDIE, der skal tages alvorligt a la Jussi Adler-Olsen Afdeling Q…
Under alle omstændigheder lykkes det Krause-Kjær at bygge en historie op, så man ikke lige har lyst til at lægge bogen væk, og slutningen…? Slutningen er både overraskende og logisk (når man sån lige giver det en xtra tanke…), så pas på derude… Venter vi på Dommedag eller forbereder vi den…?
Kan man være positiv og imødekommende og samtidig kritisk afventende, inden næste opdatering på facebook…? Prøv det…