Soldal Event er kommet godt fra start som eventarrangør. Den nye forening har som mål at støtte initiativer og arbejde til fordel for blandt andet børn og unge.
Det første arrangement var en flot og spændende koncert i Sindal Bykirke med gruppen “Valfart”, der førte publikum gennem en odysse i nordiske folketoner.
I lørdags blev det andet musikalske arrangement afviklet i Tolne Skovpavillon og Stakladen. Det var koncerten “Musik i Skoven” med “På Slaget 12 akustisk” og den lokale musiker Flemming Christensen fra Mosbjerg. Denne koncert var til fordel for Vendsyssel NaturUnivers Friskole og Børnehus.
Aftenen blev indledt med spisning i Skovpavillonen. Her serverede Martin Kok rosastegt kalveculotte med urter og marineret svinekam på svampemix hertil flødegratinerede kartofler og tre slags salat.
Selve koncerten begyndte klokken 20 i Stakladen, og blev indledt af Flemming Christensen. Han er kendt af alle i lokalområdet for hans fantastiske musik og energi på scenen. Året rundt drøner Flemming rundt på landevejene og spiller til alt, lige fra bryllupper, byfester, fødselsdage og til værtshuse og cafeer. Der er altid garanti for en god fest og et højtsyngende publikum, når Flemming svinger den akustiske guitar og spiller de gamle klassikere.
Aftenens hovednavn var “På Slaget 12 akustisk” med Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard. De gav en forrygende koncert og spillede mange af de sange, som På Slaget 12 er kendt for siden 1986, hvor de slog igennem med “Hjem til Århus”. Publikum var ellevilde og klappede og sang med på sangene.
– Da Niels og jeg kørte ind i Tolne Skov i strålende solskin og oplevede skovens stemning, fik jeg inspiration til at synge en af denne årstids kendte salmer “Nu falmer skoven trindt om land”. Jeg håber I alle vil hjælpe mig med at synge denne smukke salme, sagde Ann-Mette Elten.
Det ville publikum så absolut. Det var ikke den eneste salme, der blev sunget, også “Se, nu stiger solen af havets skød” blev sunget i den sidste del af koncerten. Den sidste sang, der afrundede koncerten, var selvfølgelig “Hjem til Århus”, som alle sang med på. Da der var stående applaus, og publikum ikke ville slippe det populære par, så måtte de give ekstranumre. Det blev med klassisk sang, som Ann-Mette Elten også behersker til fuldkommenhed.
I pausen, inden Flemming Christensen gik på scenen igen, var det muligt at forsyne sig med en fransk hot dog eller to! samt skummende fadøl fra Bryghuset Vendia. Musikken og dansen fortsatte lige indtil klokken 01.00.
Det næste arrangement, som Soldal Event præsenterer, er allerede onsdag den 25. oktober, hvor Peter Mygind gæster Vendelbohus og giver et medrivende, energisk og sjovt foredrag, som tager udgangspunkt i emnet ”Hvad er du lavet af”. Her støtter Soldal Event LykkeLiga.
Onsdag den 20. december er der julekoncert på Vendelbohus med Anne Dorte Michelsen. Denne koncert er til fordel for Julemærke Hjemmene.