Bjarne Farmand kommer til Kloster MC´s klubhus for enden af vejen Skovager i Poulstrup, hvor han fortæller om et langt liv som fisker i det meste af verden, og mellem fortællingerne spiller og synger han.
Bjarne er født i Vestergade i Frederikshavn, men flyttede senere til Hirtshals sammen med sin familie, da hans far fiskede derfra. I 1959 startede han som fisker i Hirtshals og blev ansat hos sin far Hans Farmand som han blev kaldt, og derfra kommer øgenavnet Farmands Bjarne, som så med årene er blevet til Bjarne Farmand.
Efter en årrække som fisker i Hirtshals besluttede Bjarne Farmand Frederiksen at stoppe i 1987, da det blev umuligt for mange danske fiskere at drive lovligt fiskeri, og EU pålagde fiskeriet stadig større begrænsninger. Han startede efterfølgende som fisker i udlandet og fiskede bl.a. i Afrika – Nigeria, Tanzania, Kenya, Namibia og Madagaskar.
Efter syv år i Afrika vendte han tilbage til Danmark og gik i gang med at videreuddanne sig på Skipperskolen i Skagen, og det gav ham større muligheder for videre arbejde i udlandet. Han blev efterfølgende ansat af et amerikansk rederi, som ejede nogle store fabriksskibe, der fiskede i områderne ved bl.a. Alaska og Bering havet.
Der blev han indtil 2002, og derefter startede han nyt fiskeri med samme både, og det foregik i det sydlige Stillehav ud for Chile. Gennem årene har Bjarne Farmand Frederiksen også spillet og sunget en del, og for 11 år siden indspillede han en cd i Jørn Worms studie i Hjørring.

Alle interesserede er velkomne til at komme og opleve den spændende fortælling om et liv som fisker og musiker ude i den store verden. Man kan se mere på Kloster MC´s hjemmeside www.kloster-mc.dk hvor der også kan købes billetter til 105 kr. pr. billet.


