Hos Glaspusteriet Rikke Precht i Lønstrup kan du opleve, hvordan 1100 grader varmt glas blæses og formes efter gamle traditioner og teknikker, som ikke har ændret sig væsentligt.
– Skæbnen ville, at jeg skulle til Lønstrup, og en skøn forårsdag påsken 2009 slog jeg for første gang dørene op for mit glaspusteri, lyder det fra Rikke Precht.
Det glødende glas fanges an på en jernstang, kaldet en pibe, rulles i den ønskede farvekombination og formes med værktøj, træblok og vådt avispapir. Luft blæses igennem piben og glasset tager form. Oplev det fascinerende glasmageri ved eget øjesyn.
– Glas er et fascinerende og fortryllende materiale. Det at arbejde med et tusind år gammelt håndværk som ikke har forandret sig nævneværdigt, gør jeg med stor respekt. Det indbyder til former og farver og vækker min nysgerrighed gang på gang, fortæller Rikke Precht.
I 2009 åbnede hun sit glaspusteri i Lønstrup, hvor hun fremstiller alt brugskunst, herunder vaser, skåle, fade og vinglas. Hendes glasteknik og former flammer i de smukkeste farvekombinationer fra blide og beroligende lyse nuancer til højt vibrerende heftige røde og violette toner.
Kilde: Rikke Precht og Visit Lønstrup.