FC Stjerneskud er et tilbud om fodbold for børn med særlige behov. Børnene her har da også fået en forrygende start på foråret 2025.
I gennemsnit møder 15 børn hver lørdag kl. 9.00 op til træning i deres orangefarvede t-shirts og har en fest.
Weekenden var ingen undtagelse, men en stor oplevelse ventede 8 af børnene. De var nemlig inviteret på Nord Energi Arena for at være indløbsbørn til kampen mellem Vendsyssel FF og FC Roskilde.
Frem mod kampstart kl. 14.00 var det 8 spændte og lidt nervøse børn, men alle klarede opgaven til fulde og det var stolte børn der løb fra banen og overværede efterfølgende resten af kampen.
FC Stjerneskud som blev etableret i 2024 som et samarbejde mellem Bagterp IF, Lundergård IU & Skibsby-Højene er et tilbud for børn med særlige behov. Et tilbud som skal give alle en mulighed for et fritidstilbud.
FC Stjerneskud træner hver lørdag kl. 09.00-10.00 på Skibsby-Højenes baner og alle er velkomne til at komme og prøve.
Foto: Jacob Strandeng.
Link til relateret artikel