Måske rummer rubrikken ovenfor en tilsnigelse, idet Fede Finn & Funny Boys næppe er enige, men et faktum er det, at de lokale musikere i Humphrey på lørdag spiller efter førstnævnte band på parkeringspladsen ved Hirtshals Kro.
Hvorom alting er og forbliver, så er Per Kasten, Brian Bruun, Windy Mose og Chris Borup da også i dén grad legendariske i og med bandet Humphrey her i Hirtshals. Man tager næppe munden for fuld af fadøl ved at kalde dem havnebyens musikalske musketerer.
Ret skal imidlertid også være ret, idet førstenævnte gruppe med Lennart Johannessen, Judy Glosted, Torben Eilersen, Finn Gustafsson og Lasse Brandt måske er mere kendte end Humphrey på visse lokaliteter langt syd for Limfjorden og især øst for Storebælt.
![Fede Finn & Funny Boys varmer op for Humphrey hos Hirtshals Kro 2](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2023/05/Fede_Finn_11_657x493.jpg)
Hvorvidt de alle fem møder frem eller kun de tre førstnævnte, vides i skrivende stund ikke, men sikkert og vist er det, at de lørdag den 15. juni klokken 13 spiller på parkeringspladsen foran Hirtshals Kro.
Hvad enten det betragtes som opvarmning eller ikke, så skulle de ifølge sædvanligvis nogenlunde troværdig kilde altså samme lørdag blive efterfulgt af de fire musikalske musketerer i Humphrey. Højere og nærmere den musikalske himmel når vi næppe i Hirtshals.
Koncerten med Fede Finn & Funny Boyz er sponsoreret af Hirtshals Kro, Hirtshals Handel & Erhverv, Spar Nord og Hirtshals Sparekasses Gavefond, mens Humphrey formentlig sender en faktura til den generøse Per Kro.