Det er i dag fem år siden, at Rubjerg Knude Fyr blev flyttet længere væk fra kystlinjen syd for Lønstrup.
Da fyret blev opført tilbage i år 1900 var der 200 meter ud til kysten, noterer TV2 Nord.
– Nu er der to skridt og en spytklat, sagde Per Nielsen fra Vendsyssels Historiske Museum om den korte afstand for fem år siden.
Derfor skulle fyret flyttes 70 meter indlands. Ansvaret endte hos den lokale muremester Kjeld Pedersen, som på bagkant af flytningen blev kendt som Murer-Kjeld.
– Det er den største opgave, jeg har haft i snart 40 år som muremester, fortæller Kjeld Pedersen på årsdagen til TV2 Nord.
Efter flytningen af fyret blev Kjeld Pedersen kendt i hele det ganske danske land. Han bliver tit genkendt af folk, og det er oftest positivt. Udover en ny kendisstatus, har hele projektet slået en ting fast for Kjeld Pedersen.
Rubjerg Knude Fyrs nye placering skulle ifølge beregningerne stå sikkert de næste 20-40 år. Derfor er man hos Hjørring Kommune på nuværende tidspunkt ikke i gang med at planlægge en eventuel ny flytning.
– Vi har jo en dynamisk kystlinje, men som det står til nu, har vi ikke snakket om Rubjerg Knude. Men der er jo selvfølgelig en risiko for, at der kan komme en kæmpe storm, som kan ændre vores beregninger, fortæller formand i kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Søren Homman (K).
Læs hele artiklen og se klip her hos TV2 Nord.