Lars Bak og Pernille fra Risdal Hereford i Tornby udstillede for fjerde år i træk nogle dyr fra deres Herefordbesætning på Hjørring Dyrskue. Parret havde i år valgt at udskille i alt 13 dyr – fordelt på 9 katalognumre.
De dygtige og rutinerede udstillere hev da også fløjpladser i hele 5 kategorier hjem til Risdal med de udstillede dyr. Specielt udmærkede den kun 14 måneder gamle ungtyr, Risdal Vilfred sig med 24 point og en kåring som bedste handyr. Efterfølgende blev tyren også valgt til skuets bedste Hereforddyr i det hele taget, hvilket blev belønnet med en stor pokal.

Pernille og Lars har en besætning på omkring 150 dyr på deres ejendom Risdal lidt syd for Tornby. Lars Bak fortæller, at arbejdet med at udvælge dyr til skuet starter allerede ved juletid. Senere skal dyrene trænes intensivt i de sidste måneder inden udstillingen, ligesom de skal klippes og klovbeskæres. De flotte placeringer kræver således et stort forberedende arbejde og er ikke noget man kommer sovende til.
Om 14 dage drager både Pernille og Lars 4 dage til Landskuet i Herning med nogle af deres dyr. Her skal de også forsøge at hente flotte placeringer hjem til Tornby i skarp konkurrence med nogle af landets allerbedste Herefordavlere.
NordsøPosten ønsker Pernille og Lars tillykke med det flotte resultat.


