Der var lagt op til, at dagens hjemmekamp på Energi Nord Arena mod Hillerød Fodbold skulle være vendepunktet efter en række mindre gode præstationer af Vendsyssel FF i de foregående kampe. Hillerød lå inden kampen placeret under Vendsyssel FF i tabellen, og holdet havde faktisk slet ikke scoret i sine 3 seneste kampe.
Det blev imidlertid en dyst, hvor Vendsyssel på intet tidspunkt fik sat sit præg på kampen og Hillerød kunne uden at imponere vinde kampen 3-0 og rejse hjem til Nordsjælland med alle 3 points.
Vendsyssel indledte faktisk kampen i det 2. og 3. minut med et par behjertede skudforsøg af Frederik Børsting og Shanyder Borgelin, men slutproduktet manglede. I stedet tog Hillerød over på spillet og bragte sig foran i det 8. minut, da Tobias Arndal i et Hillerød-angreb tørt sparkede bolden ind bag Lasse Schultz. Målet gav Hillerød blod på tanden, mens spillerne fra Vendsyssel kæmpede med at finde melodien. I seneste hjemmekamp mod Hobro havde Vendsyssel store problemer med opspillet, og det samme gentog sig i dagens kamp. Det kneb gevaldigt med at spille sig op på modstandernes banehalvdel og ofte udmøntede det sig til sidst i en lang og håbløs bold frem til Shanyder Borgelin, der med et par modstandere hængende på ryggen havde svære arbejdsbetingelser.
Derimod lykkedes Hillerød flot med deres opspil, og især den rutinerede Jonathan Witt fodrede sine medspillere med den ene sukkerbold efter den anden fra sin position i bagkæden. I det 37 minut blev Vendsyssel-forsvaret spillet helt tyndt i højre side, hvilket gav masser af plads til den fremstormende Lukas Bøje-Larsen, der let udplacerede Lasse Schultz med en scoring til 2-0. Målet gjorde ikke arbejdsbetingelserne nemmere for hjemmeholdets spilere, men det blev ikke til flere scoringer inden pausen.

Efter pausen skulle Vendsyssel FF forsøge at presse spillet frem, men opspillet haltede fortsat og det meste løb blot ud i sandet. Den bedste mulighed tilfaldt Kasper Kusk, der midt i halvlegen sendte et hårdt og tørt hug mod Hillerøds mål. Målmanden fumlede fælt med bolden, og mange så den i mål, men set fra linjevogterens noget uheldige placering var bolden ikke over stregen.
I den modsatte ende af banen tilspillede Hillerød sig flere farlige målchancer mod kampens slutning, og på en af dem sparkede den hårdtskydende færøske landsholdsspiller Adrian Justinussen bolden i mål til kampens slutresultat 3-0 på et indlæg fra Monday Etim.
Med kun 1 point ud af 15 mulige i de seneste 5 kampe og en aktuel placering som nr. 10 i NordicBet Ligaen begynder situationen at snerpe til for Vendsyssel FF. Den udmeldte målsætning om at komme blandt de 6 slutspilshold er fortsat indenfor rækkevidde, men det kræver at Vendsyssel-spillerne begynder at optræde som et hold. De individuelle kvaliteter fejler intet, men der er store problemer med at sætte spillet sammen. Her må træner Bo Zink virkelig gribe dybt ned i værktøjskassen og få de nødvendige tilpasninger kørt ind på holdet inden slutspilstoget er kørt.
I dagens kamp var der gode præstationer af kampens spiller Oskar Øehlenschlager og hjemmebanedebutanten Benjamin Clemmensen. Sidstnævnte er en ung og hurtig forsvarsspiller med et stort overblik, og han vil helt sikkert blive et stort aktiv i den hvide trøje.
Næste kamp spiller Vendsyssel FF fredag, den 20 september kl. 19.00 på udebane mod HB Køge på Capelli Sport Stadion, Køge Idrætspark.