I 40 år var Jørgen Høll ansat i Forsvaret, blandt andet som chef for Specialoperationskommandoen med ansvar for Jægerkorpset og Frømandskorpset.
I dag mærker Jørgen Høll det stigende pres fra de mange afrapporteringskrav og administrative byrder som direktør for Skallerup Seaside Resort, noterer DI Handel.
Flere gange om måneden skal Jørgen Hølls salgsafdeling afsætte ressourcer til arbejdstidsregistrering og andre indberetninger. Der er tale om en stor mængde data, og det tager tid.

Jørgen Høll erkender, at arbejdet med diverse registreringer bliver rutinearbejde, men derfor skal han stadig afholde lønudgifterne for det, og så tager han også salgsassistenterne væk fra dét, de er gode til: nemlig at sælge. Og for Jørgen er det uklart, hvad virksomheden reelt får ud af det:
”Det kan føles meningsløst at lave det her arbejde, for vi får sjældent noget konkret ud af det. En gang imellem får vi tal på, hvor mange der har besøgt Danmark og lignende, men vi ved også godt, at der er et stort mørketal fra Airbnb og campingpladser, der ikke skal registrere,” siger Jørgen Høll til DI Handel.
En stor del af de administrative bøvl og byrder relaterer sig til den grønne omstilling. Og selvom Jørgen anerkender nødvendigheden af klimakrav, oplever han ofte, at der mangler et helhedssyn.
Læs hele artiklen her hos DI Handel.