Har du en unik idé til en lokal oplevelse, der kan tilføre værdi til både feriegæster og lokale i Løkken og Lønstrup, kan du nu ansøge om en økonomisk håndsrækning fra Feriepartners landsdækkende Oplevelsespulje, som støtter lokale ildsjæle, virksomheder eller foreninger, der arbejder med udviklende projekter i landets lokalområder.
Hos Feriepartner Løkken og Lønstrup på vestkysten glæder man sig over igen at kunne støtte op om de lokale udviklingsprojekter. Udlejningsbureauerne har tidligere støttet Løkken Molefestival, Løkken Miniby, Sommermagi ved Rubjerg Knude Fyr samt skilte på Lønstrups historiske huse, og begge bureauer ser frem til endnu en gang at gøre en positiv forskel.
– Vi er meget glade for, at vi kan dele midler ud til lokale aktører, og vi ved, at donationerne fra Oplevelsespuljen har en afgørende betydning for mange foreninger i vores nærområde. Den økonomiske støtte bidrager til, at flere kan igangsætte forskellige oplevelser for byens borgere og gæster, fortæller Jesper Smidt, der er bureauleder og partner hos Feriepartner Løkken, mens Anne-Mette Weber, der er bureauleder og partner hos Feriepartner Lønstrup fortæller:
– År efter år er det en stor fornøjelse at læse ansøgningerne fra de idérige ildsjæle, som alle har det til fælles, at de ønsker at gøre en positiv forskel for vores lokalområde. Med Oplevelsespuljen har vi en unik mulighed for at bidrage til, at der tilføjes endnu flere lokale oplevelser i Lønstrup.
Det er syvende år i træk, Feriepartner uddeler midler fra den landsdækkende Oplevelsespulje, som forvaltes af 32 udlejningsbureauer fordelt i hele landet.
– Hos Feriepartner er vi tæt på det lokale liv og tæt på sommerhusgæsterne. Derfor er Feriepartners Oplevelsespulje heller ikke bare én, men 32 puljer – én pulje for hvert lokalområde, vi er repræsenteret i. Initiativerne kan være både store og små, men vigtigst af alt er, at vi får mulighed for at bidrage til et aktivt lokalmiljø, som kommer både borgere og turister til gavn, udtaler Flemming Toft Andersen, direktør hos Feriepartner Danmark.
Ansøgningsfrist den 15. april 2024
Man kan allerede nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Ansøgningsskemaet kan indhentes på www.feriepartner.dk/oplevelsespulje og skal indsendes på mail til det lokale bureau senest mandag den 15. april 2024. De udvalgte projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj.