Af Rasmus Prehn
Sommerens politiske bog, siger flere. Forstå Putin og Rusland indefra! Nu har jeg læst den.
Det er fascinerende at læse Giuliano da Empolis politiske satire og fiktionsroman, der forestiller at følge Putins nærmeste rådgiver.
Giuliano da Empoli har specialiseret sig i politisk propaganda. Han underviser på det anerkendte franske universitet Sorbonne og er journalist, forfatter og politisk rådgiver.
Få ting er mere interessante i øjeblikket, end at prøve at forstå, hvad pokker der driver Putin og Rusland. Hvorfor er russerne så meget anderledes end os?
Det får man en fornemmelse af med denne bog, der er både sjov og fængslende. Men visse steder også underligt springende i sine fortællinger og svært tilgængelig i sin formidling. Forfatteren eller er det måske oversætteren, har det sorte bælte i indskudte sætninger og kontra-intuitiv ordstilling.
Men man får et bud på, hvad russisk politik og selvforståelse handler om:
I Rusland er den enlige ulv, der tør forlade flokken og overleve på trods, den ideelle leder. En der ikke behøver rygklappere, medløbere og sociale relationer. En med køligt og kynisk overblik. Uden omsvøb, pis og papir.
Lillefar Stalin fremhæves som ideel. Han gjorde sig ikke afhængig af nogen. Den ene aften kunne han servere mad og hygge om vennerne, den næste dag tage livet af de samme, fordi magten krævede det. Og det praktiske var, at de ikke så det komme, fordi de troede han var deres ven og beskytter.
Denne kynisme ses som ideel. Ruslands storhed er vigtigere end alt andet.
Vestens politiske ledere ses som fjollede teenagere, der hænger ud, fjoller og er sociale.
I Rusland er et smil et svaghedstegn. Smil sender signal om svækkede åndsevner. Alvorlighed er styrke. Jovialitet direkte latterligt.
Da Putin første gang bliver premierminister i 1999. Efter en periode med en svækket Jeltsin. Vælger Putin at opskalere krigen i Tjetjenien. Russerne skulle vide, at Ruslands styrke, storhed og enhed var det vigtigste.
Vi behøver ingen politisk kampagne og dubiøse valgannoncer. Vi fører krig, og TV-nyderne er vores kampagne, syntes ræsonnementet at være.
Putins rolle beskrives som præget af sin fortid som KGB-spion. Men ikke bare spion. Specialist i kontraspionage, hvor konspirationer og fjender ses alle vegne – også hvor de ikke er. Kun den paranoide overleder.
Bogen kommer omkring Putins brug af sin store sorte labrador, Koni, til at intimidere Kansler Merkel, der er kendt for sin hundeskræk. Hunden, Koni, stammer i øvrigt i lige linje fra Bresjnevs yndlingshund.
Med bogen kommer man til middag med Putins kok og senere Wagnergruppechef, Prigozjin.
Og man følger de spektakulære forberedelser til Ruslands Vinter-OL i den ellers subtropiske kur- og badeby, Sotji.
Bogen er fiktion. Men det er oplagt, at mange af betragtningerne og beskrivelserne bygger på indgående kendskab og forståelse for russisk politik og kultur. Som der står på omslaget: Dette er fiktion. Men det betyder ikke, at det ikke også er sandt.
Bogen kan anbefales til alle med interesse for politik, Rusland og ikke mindst konspiration og magtkampe…
For mig krævede bogen dog koncentration og ro at læse. Nogle passager måtte jeg læse to gange. Jeg fandt teksten knudret og besværlig visse steder. Men jeg kan jo læse i anmeldelserne, at bogen netop roses for at være “enkel og forhørende” (fx Le Figaro).
Så det er nok bare mig, eller måske den danske oversættelse – jeg læser desværre ikke fransk.