Troels Bidstrup Hansen har som tidligere påpeget både indsigtens tyngde og evnen til at formidle så klart, at tilhørerne fastholdes og beriges, hvilket han igen gjorde ved lørdagens fernisering af Sommerudstillingen 2024 med Kunst på Fyret.
Før den erfarne kunstkender fik ordet, havde Henny Nielsen i sin egenskab af formand for Kunstudvalget traditionen tro præsenteret ikke blot havnebyen, men især Hirtshals Fyr og Støtteforeningen for de mange fremmødte i det tæt pakkede Madpakkerum.
Udstillerne er Helga Exner og Erland Knudssøn Madsen, hvis kunst og udvikling Troels Bidstrup Hansen har fulgt igennem årtier, hvilket gjorde det til en udsøgt fornøjelse at høre hans indlevede og interessante introduktion til den aktuelle sommerudstilling i Assistentboligen.
I begge kunstneres værker ser Troels Bidstrup Hansen en poesi, som måske nok kommer klarest til udtryk i Helga Exners smykker, men såmænd også i Erland Knudssøn Madsens værker kaldet vækstmålere, når de begge kongenialt foldes ud under eksempelvis det aktuelle tema ved navn Den Sortplettede Blåfugl.
Udstillingen har da også helt i tråd med førnævnte tema den påpegede poetiske lethed, der i dén grad kommer til sin organiske ret i de lyse rum i Assistentboligen. Ikke bare opleves kongenialiteten, men selve kurateringen skaber ligefrem en komplementaritet i værkerne.
Bestemt værd at besøge!
Læs herunder hele talen af Troels Bidstrup Hansen
For ikke længe siden udgav Thomas Bredsdorff tidligere litteraturprofessor bogen “Lykkelig nær – en oldings optegnelser”.
Heri beskriver han den oplevelse der er at være midt i firserne, og hvad det betyder for ens åndsevner og færdigheder i lvrigt.
Det fik mig til at reflektere over ordet olding, og hvordan man i min barndom så på gamle mennesker. Den gamle mand siddende passivt i gyngestolen med munden fyldt med skrå tobak og den gamle kvinde, der måske fortsat kunne holde på strikketøjet.
Og hvorfor starter jeg nu på at tale om oldinge. Jo det gør jeg, fordi vore to udstillere og jeg selv især kommer ind under kategorien oldinge, hvis man følger Thomas Bredstorffs definition, som næsten er udtryk for, at man befinder sig på gravens rand.
Men vore to udstillere er et bevis på, at alder, som nogen siger, kun er et tal. For begge er sprællevende både intellektuelt og i deres kunstneriske arbejde. Og det ser vi et fornemt bevis på i de udstillede værker.
Da jeg hørte om en udstilling af jer to sammen, undrede jeg mig umiddelbart. Jeg har nu forstået, at ideen er Helgas, idet hun ønskede Erland som medspiller.
Men ved nærmere eftertanke så jeg, at I begge tager afsæt i natur – eftertanke og sansning.
Vi har fulgt Helga Exner over næsten 60 år. Helgas udvikling som smykkekunstner i denne lange periode viser, at der i firserne skete en markant ændring i udtryksformen. Tiden med Bent Exner var præget af stramme og geometriske smykker og kirkeudsmykninger i stort omfang.
Bruddet med Bent betød, at den følgende kontakt med Rudolf Steiner skolen, udløste en helt anden udtryksform, da Helga vendte tilbage som smykkekunstner.
Det poetiske element blev fremherskende. Anvendelsen af rav, bøhmiske glas ja sågar knust kongeligt porcelæn er blevet en del af det enkelte smykke.
Netop denne udstilling viser, hvorledes rav inddrages i sølvsmykket og dermed forstærker oplevelsen af smykkerne.
Karakteristik for dine udstillinger er, at du bygger dem op tematisk. Denne udstilling er et eksempel herpå, hvor du har valgt at give hver af de 4 rum sit eget udtryk.
Et af dem ophængt på en fotocollage, der af dit barnebarn er gjort tre dimentionelt. Om ravperlerne i smykkerne fortæller du, at de er gamle og stammer fra kæder, der er brudt op. Den mørke farve skyldes mange års brug.
Og hovedrummet med sommerfugle ringen (Den sortplettede blåfugl) som en lille markant skulptur i et
samspil med Erlands finerskulptur “Vækstmålere”.
Det er så smukt set og understreger, hvorfor du har inviteret Erland med.
Dine skulpturelle smykker er simpelthen fyldt med poesi, og dybt imponerende, at du fortsat har kræfter og motorik til det hårde arbejde med det enkelte smykke.
Når man har fulgt Erland Knudssøn Madsen i årtier, imponeres man over, hvor langt Erland har bevæget sig i brug af udtryk og materialer – Grafik – Akvarel – og skulpturer i støbejern, bronze, beton, træ og granit.
Det undrer Jer måske, at jeg brugte ordet poetisk også om Erlands skulpturer. Det mener jeg dokumenteres på denne udstilling.
Både Hjørring Kommune og Vendsyssel Kunstmuseum har værker, som bekræfter min oplevelse af poesi i Erlands værker. Tænk blot på den blå blomst, der står i Sct. Catharinæ gården bag ved Hotel Phønix eller mine egne favoritter, træskulpturerne på Museet.
Men at Erland tør udfordre andre materialer, er skulpturen Banegraven i Hjørring et bevis på. Efter den blev sat op, var der flere, der seriøst spurgte om det var en skulptur eller om den skulle nedgraves til bug for kloaksystemet.
Hver gang jeg passerer den, glæder jeg mig over at vi har den i byen, og det var i øvrigt Erland selv, som fandt netop det sted til skulpturen.
Erland er som kunstner helt sin egen. Synsindtryk fra rejser naturen – også den nære natur og de heraf følgende refleksioner synes at være den drivende kraft i hans kunstneriske virke. Han har sat sig markante spor i den danske kunstverden, herunder også kirkeudsmykninger.
Kommer I forbi Thisted, så gå ind i Tilsted Kirke og se en usædvanlig, men smuk altertavle udført i træ.
For at vende tilbage til min indledning er det en stor glæde for os alle at opleve to kunstnere, som trods deres alder viser os, at det kunstneriske virke og dermed livet ikke behøver at gå i stå, selvom man er født for mere end 80 år siden.
Tillykke til Helga og Erland med udstillingen Men også tillykke til os, der får glæden ved at opleve udstillinge.
Foto: Niels Skipper.