På ferniseringsdagen den 14. oktober åbnes dørene allerede kl. 11.00 til Galleri Tornby vest for Tversted. Kl. 13 præsenteres lækker jazz ved den professionelle, maltesiske guitarist Glen Montanaro.
Det er samtidig startskuddet til en fantastisk jazz-uge i Tversted, hvor Tversted JazzyDays præsenterer et virkelig flot program med jazz på internationalt niveau.
Alle interesserede til ferniseringen på Galleri Tornby, der ledsages af Glens skønne undertoner, vådt til ganen og ikke mindst noget fascinerende flot billedkunst.
Desuden har Galleri Tornby lavet en aftale med den færøske billedkunstner Kári Svensson, og en lille portion af Kári’s kunstværker, vil være udstillet til ferniseringen.
Galleriet holder ekstraordinært åbent i efterårsferien, hvor udstillingen kan ses alle dage i perioden 14/10 – 22/10 kl. 11–16 samt efterfølgende søndage kl. 11–16 frem til og med den 12. november.
Udstillingen har fået titlen ”Mellem Himmel og Hav”. Marie Louise deltager i ferniseringen hos Galleri Tornby.
Præsentation af Marie Louise Eriksen
Marie Louise Eriksen er opvokset på landet i det østlige Vendsyssel. Barndommens naturoplevelser har sat markante spor i hendes malerier, ligesom landskaber og stemninger fra skoven og ved havet er tilbagevendende temaer. Billedsproget er tidløst og naturen er altid til stede i malerierne som emmer af det nordiske lys og farver.
Marie Louise Eriksen debuterede på en censureret udstilling i 2003 og har udstillet hos kunstforeninger og gallerier i både Danmark og USA. Hendes kreative baggrund er hentet på diverse kurser og workshops gennem de sidste 25 år og hun er en populær underviser i maleri og billedkunst. Solgt til firmaer og private i Skandinavien, Australien, Canada, England og USA.
Billederne handler om stemninger i naturen. Skiftende lys og årstider. Små øjeblikke i den store natur.
Når duggen falder og skumringen sætter ind. Når morgentågen ligger som flydende guld, oplyst af dagens første solstråler.
Billedkunstner Marie Louise Eriksen samler på oplevelser og indtryk fra naturen. Indtrykkene bliver bragt med hjem til arbejdsbordet og staffeliet og omsat til skitser og malerier.
Billederne bygges op af mange lag maling. Som regel er der mellem tre og fire lag maling, men somme tider langt flere. De mange lag giver dybde og liv i farverne og struktur på lærredet.