Fredag blev den 1.475 m2 nye DTU Hirtshals Campus bygning indviet. Bygningen ligger i Nordsøen Forskerpark, der stiller de fysiske rammer til rådighed for forskning og udvikling med relation til hav og fisk. Bygningen skal danne rammen om de to universitetsuddannelser, som DTU har flyttet til Hirtshals:
– Kandidatuddannelsen i bæredygtigt fiskeri og akvakultur
– Diplomuddannelsen i fiskeriteknologi.
Indvielsen blev foretaget af departementschef Hanne Meldgaard fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. I sin tale oplyste departementschefen, at udflytningen – eller indflytningen til Hirtshals, som hun kaldte det – er et led i Folketingets planer om at brede landets uddannelsesinstitutioner ud i hele Danmark.
At flytte de to uddannelser netop til Hirtshals er sket ud fra muligheden for at skabe at samarbejde med fiskeriet,fiskeriindustrien og det øvrige erhverv på Hirtshals Havn for derigennem at etablere en platform, hvor der aktivt kan arbejdes med udviklingsprojekter og bæredygtig omstilling. Der etableres samtidigt et tæt samarbejde med havundersøgelsesskibet DANA, der har hjemhavn i Hirtshals. Det blev i samme forbindelse oplyst, at et nyt havundersøgelsesskib – DANA 5 er under projektering og forventes afleveret i 2026.
I forbindelse med indvielsen var der også taler af direktør Karl Henrik Laursen, Nordsøen Forskerpark, direktør Fritz W. Kôster, DTU Aqua, rektor Anders Bjarklev, DTU samt borgmester Søren Smalbro, Hjørring Kommune.
Den nye bygning er opført på rekordtid af primært lokale håndværkere. Den indeholder to auditorier, undervisningslokaler, møde- og grupperum, kemilaboratorium, test og udstyrsfaciliteter, klimarum m.m. Den samlede opførelsespris udgør 35 mio. kroner.Arkitekter på byggeriet har været Brix/Nordberg Arkitektur i Hjørring.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.