Hvad der skulle have været en intim aften i byen med fruen til en 5 retters menu hos Topholt & Andersen udviklede sig til en virkelig festlig indvielse af den nye restaurant på Vendelbohus.
Vi undrede os godt nok over, at både Arne Boelt og Krumme dukkede op sammen med deres respektive fruer, men det kunne velsagtens have været et tilfældigt sammentræf, hvilket viste sig ikke at være tilfældet.
Vi spiste godt nok de fire første ekstremt lækre retter, der bestod af konfiteret svin, kammusling og pighvar, før vi kom til at undre os over den opstillede mikrofon, men den blev altså før en ligeledes utrolig delikat dessert indtaget af en veloplagt Krumme.
Med en fortid som berømmet bagermester og nabo til den hæderkronede bygning, der tidligere har huset blandt andet Hjørring Revyen og dannet ramme om dramatiske valgaftener i lokalpolitik, leverede Krumme nemlig en håndfuld morsomme anekdoter om festivitas med berømtheder og tidligere borgmestre, der gav den gas på Vendebohus.
Aldrig så snart havde den tidligere bagermester og nuværende lokomotivfører rundet af, før Arne Boelt også leverede en slagfærdig anekdote og sluttede af med at ønske held og lykke til Camila Andersen og Thomas Topholt.
Arne Boelt lykønskede i øvrigt på vegne af hele byrådet, der håber på, at det unge værtspar vil få succes med restauranten på Vendelbohus, der fortsat huser masser af arrangementer og Hjørring Teater.
Link til tidligere artikel: Tommel op til Topholt & Andersen