I anledningen af Hjørring Private Realskoles 150-års fødselsdag har bestyrelsesformand Daniel Krag Nielsen og journalist Hasse Boe skrevet bogen ”HPR før, nu og i fremtiden” om skolens lange og spændende historie helt tilbage fra åbningen af Frk. Fayes Pigeskole i 1875 og frem til nu.
I forbindelse med skolens 150-års fødselsdag torsdag den 1. maj 2025 blev der afholdt bogreception for skolens personale i personalestuen, hvor de to forfattere kom forbi og fortalte om arbejdet med bogen, inden de delte bogen ud til de mange fremmødte.
For dem, der havde lyst, var det også muligt at få signeret sit eksemplar, alt sammen imens der blev skålet på den flotte bedrift og det store arbejde, det har været at researche til bogen, interviewe de mange personer, der er med i den, samt ikke mindst at skrive den over 100 sider lange bog.
Bogen er et fantastisk indblik i HPR’s spændende historie, men også et billede på de forskellige strømninger og ændringer, der har været i grundskolesystemet over de sidste 150 år.
Skulle man være interesseret i at erhverve sig et eksemplar af bogen, der er trykt i et begrænset oplag, kan dette ske på skolens kontor i opgang A på Vendiavej 7 i Hjørring. Bogen koster 295,- kr.
Foto: HPR.


