Tirsdag aften afholdt SuperBrugsen i Hirtshals et både festligt og i flere henseender perspektivrigt medlemsmøde hos Nordsøen Forskerpark.
Det var den afgående formand Nete Dalsgaard, som siden 1992 har tjent COOP som medlem af og sidenhen formand i den bestyrelse, der fremover hedder et medlemsråd.
Den erfarne formand gav efter et hurtigt tilbageblik en positiv status på de forandringer, der i den seneste tid og som allerede antydet er blevet realiseret i COOP og dermed også lokalt i SuperBrugsen.
Både Nete Dalsgaard og uddeler Martin Halle fik ligeledes fremhævet et lokalt perspektivskift med langt skarpere fokus på lokalsamfundet og aktiv inddragelse af både medlemmer og borgere i Hirtshals.
Endelig var der naturligvis også valg til medlemsrådet, hvor de fire garvede medlemmer Åse, Irene, Bente og Kenneth opnåede genvalg, idet de fik nyt følgeskab af Birk Toft Andersen.
Afslutningsvis på selve medlemsmødet fik Martin Halle leveret en kæmpe tak ikke bare til personalet og medlemsrådet, men i særdeleshed også til en bevæget Nete Dalsgaard.
Herefter blev der serveret lækre fiskeretter, som var lavet af elever fra Horne Skole i selskab med lærer Lene Bjørn Sørensen under kyndig vejledning af Anne og Ole Kjærsgaard Nielsen.
Aftenen blev rundet af med kaffe og kage samt et særdeles informativt foredrag af marketingchef Ditte Gerstrøm Sørensen, som fortalte om de mange aktiviteter hos Hirtshals Havn.