Politisk magtspil, fejlfortolkede hensigter og et gigantisk budget, samt det faktum at teknikken langs kysten fejlede flere steder og ikke mindst, at vejrguderne syd for Hanstholm drillede med tåge og vejrlig, forvandlede i 1995 et stort tænkt, men måske knap så skarpt planlagt kunstværk til det, der er blevet kaldt en kæmpe fiasko.
– Ikke desto mindre blev det for os fremmødte i Hirtshals en stor success og en super flot og spændende aften. I Hirtshals var vi nemlig så heldige at laserlyset rent faktisk virkede, om end strålen i sin videre færd imod Lønstrup så ud til at forsvinde ned i havet, blot for at dukke op igen ved Nr. Lyngby og Løkken, mindes Flemming Hammer fra Bunkergruppen Hirtshals.
Planen den 4. maj 1995 var ellers i udgangspunktet et levende, elektronisk kunstværk, der skulle skabes af et 532 km langt ubrudt laserlys fra bunker til bunker fra Skagen til Gedser og dermed være en smuk fejring af 50 års fred efter Anden Verdenskrig. Mange tusinde mennesker var derfor mødt op i klitterne imellem Hirtshals Fyr og Hotel Fyrklit
Bunkergruppen Hirtshals var selvfølgelig til stede repræsenteret ved daværende formand Tonny B. Jensen. Han havde taget opstilling på toppen af en tysk luftværnsbunker og meget passende med en tysk kikkert fra Anden Verdenskrig. Kikkerten havde ifølge den nuværende formand den fordel, at den var forsynet med en batterikasse på siden, der gjorde, at netop denne model kunne stilles over på infrarød tilstand. Derved stod strålen skarp og lysende i kikkerten.
– Hurtigt dannede der sig en lille kø op til bunkeren, med folk der ville se laserlyset i en mere skarp udgave, og den legendariske bunkerformand styrede slagets gang, som kun en overkonstabel af den gamle skole kunne, lyder det fra Flemming Hammer.
– Skandale eller ej, en storslået aften i vores lille del af verden, slutter den nuværende og mangeårige formand for Bunkergruppen Hirtshals.
Link til relateret artikel