Arrangørerne hos Hirtshals Fyr gjorde virkelig et musikalsk scoop, da de bookede Fie Eike til denne søndags koncert i Madpakkerummet.
Den unge komponist, sangskriver og producer, der også slår sine folder som billedkunstner, har nemlig i dén grad kickstartet sin karriere ved at fokusere på havet og tematisere det maritime.
Ved søndagens koncert fortalte Fie Eike da også, at inspirationen til debutalbummet Water startede under coronakrisen i 2020, hvor hun i et par måneder tog i sommerhus og gik lange ture ved havet.

Indtrykkene derfra har tydeligvis sat sig dybe spor i hendes mentale og kunstneriske univers, der kommer til udtryk som musikalske meditationer, som foldes ud med stærke maritime understrømme.
Eikes instrumentale kompositioner og vokale udtryk bliver derved drømmeagtigt med en legende lethed, som i lange passager slår over i dybe og mørke nordiske toner.
Musikalsk leverer hun en varm og fortrøstningsfuld omfavnelse, der aldrig føles omklamrende og insisterende, men efterlader én med indtrykket af forbundethed med noget større.
Dét er i sig selv stort!


