Partierne bag finanslovsaftalen vil på forskellig vis hjælpe det nordjyske erhvervsliv videre efter corona-epedemien. Det fremgår af aftalen, der blev præsenteret søndag, lyder det fra Søren Wormslev, politisk analytiker hos TV2 Nord.
Et af de initiativer, der specifikt målrettes Nordjylland, er en øget, målrettet opkvalificering af voksne, den såkaldte VEU-ordning. Der ansættes flere VEU-koordinatorer, som skal være med til at afdække behovet for opkvalificering.
Samtidig skal der oprettes vækstteams i hele landet – heraf et i Nordjylland. De skal “analysere lokale styrker, potentialer og udfordringer” og komme med anbefalinger til, hvordan staten bedst understøtter de lokale erhverv. Til dette afsættes der i 2021 300 mio. kr. i hele landet og året efter 525 mio. kr.
På den lidt kortere bane får nordjyske restauranter og andre i oplevelsesøkonomien indfriet et ønske. De har søgt at afbøde konsekvenserne af eksempelvis de mange aflyste firma-julefrokoster ved at foreslå virksomheder at forære medarbejderne et gavekort til en restaurant el. lign. I første omgang var meldingen, at dette ville være skattepligtigt.
Finanslovspartierne har imidlertid nu aftalt en særordning for 2021, så arbejdsgivere uden skattemæssige konsekvenser for modtageren kan forære ansatte et gavekort på op til 1200 kr. til brug i blandt andet restauranter, biografer og teatre.
Kilde: TV2 Nord.