Af Svend-Erik Andersen
Formand for Danmarks Fiskeriforening
De danske fiskere har betalt i dyre domme for at få lov at fiske i britisk farvand efter Brexit. Derfor skal briterne ikke slippe afsted med at forbyde fiskeri efter tobis i britisk farvand. Så kort kan det i bund og grund siges. Ikke desto mindre ser det ud til, at briterne ikke helmer. Derfor skal EU-Kommissionen op på barikaderne og kæmpe for, at EU’s fiskere fortsat kan fiske tobis i britisk farvand.
I et interview i Nordjyske siger direktør for FF Skagen Johannes Palsson det i virkeligheden meget præcist. Han gør det klart, at briternes ønske om at forbyde fiskeriet efter tobis bedst beskrives sådan:
– Det er ad pommern til. Og det er mildt sagt. Tobisfiskeriet på fiskebankerne i britisk farvand er utroligt vigtigt. Både for fiskerne, men også for producenterne af fiskemel og fiskeolie.
Når FF Skagen gør brættet op, kommer de til at mangle 50 procent af de tobis, de i dag får ind. Det er en uerstattelig mængde. Konturerne af en sand katastrofe er dermed helt tydelige for fiskemelsfabrikkerne. Det gælder i den grad også i Thyborøn, hvor fiskemelsfabrikken også bliver ramt hårdt. I fiskeriet kigger vi ind i et tab på op til 400-500 milloner kroner om året. Det er dybt bekymrende, og det kan få kæmpe store negative konsekvenser i Nord- og Vestjylland.
Kommissionen skal kæmpe
I Danmarks Fiskeriforening mener vi, at EU-Kommissionen skal sætte alt ind på at få stoppet briternes planer. For set med vores øjne er der ikke tvivl om, at det her strider imod den såkaldte Handels- og Samarbejdsaftale mellem EU og Storbritannien. For som en del af den aftale fik EU’s fiskere adgang til at fiske i britisk farvand. Og når Storbritannien så efterfølgende vil forbyde et fiskeri, som de ikke selv driver, så er det et angreb på de fiskere, der betalte i dyre domme for at få lov at fiske i britisk farvand i forbindelse med Brexit. Det er slet og ret ikke i orden.
Set med mine øjne kan EU-Kommissionen heller ikke leve med, at Storbritannien løber om hjørner med EU. For hvis de kan løbe fra Handels- og Samarbejdsaftalen på fiskeriområdet, så kan de også løbe fra aftalen på alle mulige andre områder. Den glidebane skal EU-Kommissionen for alt i verden stoppe. Det kommer vi i hvert fald til at presse på for.
Fagligheden mangler
Ikke nok med at lukningen strider imod juraen i samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien, så må man også konstatere, at det faglige grundlag for lukningen er yderst spinkelt. Det bliver tydeligt, når man læser DTU Aquas vurdering af tobisfiskeriet.
Det bedste argument for lukningen er angiveligt, at bestanden af havfugle måske vil vokse med 7 procent. Derudover siger DTU Aqua ganske klart, at et forbud, og dermed en forøget biomasse af tobis, ikke vil få betydning for de fiskebestande, der spiser tobis.
Samtidig er tobisfiskeriet ifølge DTU Aqua velforvaltet og bæredygtigt. Derfor virker det helt ude af proportioner, at briterne vil lukke fiskeriet ned.
Samarbejde i hele sektoren
I Danmarks Fiskeriforening kommer vi til at kæmpe for tobisfiskeriet. Og heldigvis står vi skulder ved skulder med både Danmarks Pelagiske Producentorganisation og Marine Ingredients Denmark i kampen for at fremtidssikre tobisfiskeriet. Det er en værdifuld alliance, og jeg tror på, vi kan nå langt, hvis vi står sammen og lægger pres på EU-Kommissionen og de relevante beslutningstagere. Det er vores håb, at alle interessenter melder sig ind i kampen. Det gælder havnene. Det gælder de fagforeninger, der organiserer de ansatte i fiskeriet og på fiskemelsfabrikkerne. Det gælder politikere i EU, i Folketinget og i de kommuner, hvor mange vigtige arbejdspladser er på spil.
I Europa-Parlamentet har Asger Christensen allerede øje på bolden og sørger for, at sagen rejses i Europa-Parlamentet. Det er et rigtig godt stykke arbejde.
Regeringen har, anført af fiskeriminister Jacob Jensen (V), også kastet sig ind i sagen, og gået i dialog med Storbritannien. Det er utrolig vigtigt. For selvføgelig skal regeringen kæmpe for tobisfiskeriet. Det er hjerteblod for dansk fiskeri. Derfor forventer jeg også, at regeringens indsats ikke stopper her. Der skal tales med store bogstaver overfor fiskerikommissæren Sinkevicius. Og om nødvendigt skal regeringen være klar til at rejse sagen på endnu højere niveau i EU-Kommissionen.
I dansk fiskeri er vi klar til at kæmpe kampen. Og jo flere, der stempler ind, desto bedre står vi. Det er en vigtig sag for Danmark. Og det skal afspejle sig i indsatsen.