Den nordjyske fiskeindustri skal på lige fod, som hele det øvrige erhvervsliv, have mulighed for at trække på støtte fra den grønne omstillingsfond på 7 milliarder, som et bredt flertal i Folketinget aftalte før sommerferien.
Og tilsvarende skal fiskeindustrien ikke forhånd være udelukket fra at søge støtte fra Energistyrelsens erhvervspulje.
Det mener det nordjyske folketingsmedlem, Maja Torp, der blandt andet er Venstres søfartsordfører og medlem af Folketingets erhvervsudvalg og landdistrikts- og ø-udvalg.
Og nu kræver den nordjyske Venstre-politiker finansminister Nicolai Wammen (S) og klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) på banen for at sikre, at fiskeindustrien ikke havner mellem to stole – uden mulighed for at hente støtte til den grønne omstilling, som det øvrige erhvervsliv kan hente.
Derfor har Maja Torp bedt de to ministre og deres ministerier kigge på aftalen om den nye grønne fond og på administrationen af Energistyrelsens erhvervspulje, som fiskeindustrien oplever, at man holdes ude af.
-Jeg opfatter det som en af mine vigtigste opgaver som nordjysk folketingsmedlem at rydde barrierer for nordjyderne og nordjysk erhvervsliv af vejen. Og det er det her en del af.
-Fiskeriet og fiskeindustrien har altid været livsvigtige erhverv for mange af de nordjyske lokalsamfund. De er ikke så synlige i dag, som i gamle dage, hvor mange flere danskere boede hele deres liv langs Danmarks kyster – og hvor fiskeriet var en del af overlevelsen for alle.
-Men man skal ikke tage fejl af, at fiskeriet er en vigtig del af dansk erhvervsliv – af hele den fødekæde, der gør Danmark til et af verdens rigeste og mest beundrede samfund. Fiskeriet og fiskeindustrien er vigtig for at sikre, at vi har liv og udvikling i hele Danmark – og ikke kun i de store byer.
Og selvfølgelig skal fiskeindustrien ikke på forhånd holdes uden for støtte til deres investeringer i den grønne omstilling, som vi alle sammen bliver en del af. Der er stadig overlevelse, arbejdspladser og indtjening til familier og finansiering af den nære velfærd for mennesker i Nordjylland. Derfor tager jeg tråden op – og jeg har tænkt mig at holde fast, siger Maja Torp.