Den 24 årige fisker fra Hirtshals, som vi tidligere har omtalt, måtte tidligt i morges flyves til sygehuset i Esbjerg, efter han i nat blev ramt af en flyvende trosse på benet ved indsejlingen til havnen i Hvide Sande.
Fiskefartøjet fra Hirtshals havde fået fiskegrejet i skruen og blev trukket af et makkerskib. Men ved ét-tiden i nat kontaktede redningsstationen i Hvide Sande for at få assistance til at blive slæbt ind i havnen.
– Men da vi kom der ud og skulle overtage slæbet, kom de to kuttere tæt på hinanden for at løsne slæbet. Pludselig rendte skibene hver deres vej i en sø, og så sprang trosserne, siger Frits Pedersen fra redningsstationen ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Han fortæller videre, at der var tre meter sø ved indsejlingen i nat.
Fiskerne på kutteren stod ved skibets forende for at løsne slæbet, da bølgerne fik de to kuttere til at sejle i hver deres retning. Gelænderet sprang på den nødstedte kutter, og de knækkede trosser, der kom flyvende med voldsom fart, havde frit spil og ramt den unge fisker.
Kutteren blev trukket i land, netop som helikopteren landede ved havnen. Den 24-årige var ikke i livsfare, men alvorligt kvæstet og har sandsynligvis brækket sit lårben.
Da uheldet betragtes som en arbejdsulykke, er politiet i gang med at afhøre besætningen, hvorefter Arbejdstilsynet skal ind i sagen, slutter Dagbladet Ringkøbing-Skjern.