Mikael Borup har som tidligere omtalt haft et blandet fiskeri ved udgangen af 2022. Tirsdag formiddag i det nye år blev den fangstrapport dog suppleret med en klumpfisk, der i dén grad gav glæde på Nordsøen Oceanarium.
Klumpfisken var gået i Mikael Borups garn tæt på kysten i Tannisbugt. Den fine lille og sprællevende fisk blev hurtigt skåret fri og lempet i en balje, hvorefter Mikael Borup ringede til både Nordsøen Oceanarium og NordsøPosten.
Derfor fik den lille ny en kærkommen velkomst ved ankomsten til Kulkajen i Hirtshals Havn. Her blev den igen nænsomt hevet op i en ny og større balje, hvorefter Kim Andersen og akvariechef Martin Riis fragtede den sikkert til Nordsøen Oceanarium.
– Den ser rigtig fin og godt ud, lød det nemlig straks ved første øjekast fra den taknemlige akvariechef, der derfor umiddelbart vurderede, at klumpfisken har gode chancer for at overleve sin videre skæbne på Nordsøen Oceanarium.
Her havde de i forvejen fået indleveret en død klumpfisk, der omkring nytår var drevet i land ved Nørlev Strand. Den påtænkes frosset ned, indtil den i vinterferien dissekeres og obduceres foran publikum, lyder det fra biolog og udviklingschef Kristina Ydesen.
I skrivende stund svømmer den spillevende klumpfisk så rundt i den store balje, der er nedsænket i det store oceanarium, idet temperaturen skal være den samme begge steder, før den slippes ud til de to andre klumpfisk, der allerede er i akvariet.
Ved ankomsten forslog en af de ansatte spontant, at den nye klumpfisk da selvfølgelig skal navngives Mikael efter fiskeren, der trak den ombord i fartøjet HG 290 Andreas B. Hvorvidt det sker, vides endnu ikke.
Den første klumpfisk, der fik navnet Klumpe, døde desværre under den store brand på Nordsøen Oceanarium tilbage i 2003. Efterfølgende har der været flere af slagsen ved den populære attraktion i Hirtshals.
Stærkt arbejde af Mikael Borup og stort tillykke med den lille ny hos Nordsøen Oceanarium.
Foto: Niels Skipper.