Hirtshals Redningsstations gæve folk havde sammen med frivillige og sponsorer søndag igen i år arrangeret deres helt egen og særlige fastelavn på matriklen for enden af Nordvestkajen.
I lighed med de seneste mange år foregår den traditionsrige fastelavnsfejring iført redningsdragt og en tur i havnebassinet, men denne råkolde søndag var tøndeslagningen på grund af lavvande i jollehavnen flyttet over ved siden af det bådehus, der rummer FRB14. I samme anledning havde redningsfolkene flyttet den store Margrethe Gaardbo.
Masser af mennesker var på trods af den bidende kulde troppet op på kajkanten for at overvære tøndeslagningen, som i år voldte folkene i vandet lidt udfordringer, idet tønden var temmelig længe om at give efter for tæskene. Nogen blandt de fremmødte mente ligefrem, det måske kunne skyldes, at tønden ikke længere indeholder de eftertragtede små flasker med Underberg. Eftersom de ikke mere fås i plastikflasker, som kunne holde til de mange slag i tønden, har man så valgt i stedet undervejs fra kajkanten at uddele dem direkte til de frysende folk i vandet.
Kattekonge blev i år den lokale fisker Peter Jacobi fra Tornby. Han er i parentes bemærket ikke længere nogen vårhare, men en særdeles erfaren herre, hvilket tydeligvis også gælder udi den ædle sport med tøndeslagning, som han også tidligere har prøvet at vinde. Desuden var der trøstepræmie til årets vådeste, som denne gang blev Nicky Hansen. Begge fik både krone og en havkat og bjesk samt hyldest af de mange fremmødte, der på det tidspunkt stod i kø langt udenfor Hirtshals Redningsstation.
Køen skyldtes fastelavnsboller samt kaffe og bjesk, men ikke mindst altså de berømmede og lækre fiskefrikadeller, der var blevet tilberedt af ikke mindre end 75 kg god fiskefars. Så stor en portion fars har krævet langt over 200 kg frisk fisk.

Foto: Niels Skipper.