EU kommer til at betale en for høj pris for at få lov til at fiske i britisk farvand i en ny aftale om det fremtidige forhold, som parterne torsdag er blevet enige om.
Det mener Kenn Skau Fischer, der er administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening.
– Vi får adgang til britisk farvand, men den pris, der skal betales for at få adgangen, er for høj. Det er den blandt andet, fordi det er en aftale af begrænset varighed på 5,5 år, siger han.
Aftalen betyder ifølge Kenn Skau Fischer, at danske fiskere fra 1. januar afgiver en fjerdedel af de fiskekvoter, de tidligere har haft i britisk farvand.
Det kommer til at koste mange arbejdspladser i danske fiskerihavne i de kommende år, lyder det.
– Når man ser på aftalen, og de rygter, der kommer ud om, at EU skal betale med 25 procent af vores fangster i britisk farvand, som vi eksempelvis har haft i år, så bliver vi bekymret, fordi vi umiddelbart mener, det lyder som en ubehagelig høj pris.
– Det er ret store værdier, der skal overføres til briterne, siger han.
Stort stridspunkt
Kenn Skau Fischer understreger, at der fortsat er en lang aftaletekst, der skal læses igennem for at finde ud af, præcis hvilken pris EU skal betale for adgangen til britisk farvand.
En aftale om fiskeri har været et stort stridspunkt i forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien.
Det har været et krav fra EU, at fiskere i EU fortsat skulle have adgang til britisk farvand efter de nuværende regler for fordelingsnøgler for fiskekvoterne, så fiskeriet i store træk ville kunne fortsætte som i dag.
Men det er ikke blevet, som fiskerne havde håbet. Derfor kræver Danmarks Fiskeriforening, at der bliver lavet politiske forhandlinger for at sikre dansk fiskeri i fremtiden.
Det skal være med til at sikre nogle af de arbejdspladser, der ellers står til at blive mistet, lyder det.
Kilde: TV2 Nord.
Link til tidligere artikler
Danmarks Fiskeriforening finder prisen katastrofalt høj for aftale om Brexit