Mens forhandlingerne på Christiansborg om fremtidens fiskeri er i fuld gang, har fiskeriets hovedorganisationer indgået en overenskomstaftale med 3F, der sikrer endnu bedre vilkår for medarbejderne i dansk fiskeri.
Med den nye overenskomst er mindstelønssatsen hævet med 5 kr. i timen fra 1. marts 2025, og pensionsbidraget hæves med 23,31 kr. pr. dag fra 1. maj 2025. Tilsvarende stiger lønnen til lærlinge fra fiskeriskolen North Sea College og voksenlærlinge markant.
Overenskomsten giver også mulighed for at iværksætte initiativer, der kan forbedre arbejdsmiljøet og øge trivslen på fartøjerne.
Desuden forlænges den periode, man kan modtage sygedagpenge, fra 8 til 10 uger, og det er desuden aftalt, at de ansatte skal have andel i kompensationen for CO2-afgiften.
– Dansk fiskeri er i den absolutte verdensklasse, når vi taler om social bæredygtighed. Det bekræfter denne overenskomst, og jeg glæder mig over, at vi igen i år har haft gode og konstruktive forhandlinger med 3F, og at vi i fællesskab er blevet enige om endnu engang at forbedre vilkårene for de ansatte i fiskeriet. Det er gjort i respekt for det traditionelle lønsystem for fiskere, hvor de ansatte partsfiskere får deres faste andel af omsætningen, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
– I fiskeriet har vi Danmarks mest attraktive lærlingeuddannelse. Den har vi med denne aftale lige gjort endnu bedre. Det er helt afgørende, at vi som sektor følger med tiden, hvis vi skal kunne tiltrække dygtige unge mænd og kvinder til fiskeriet. Derfor er jeg særligt tilfreds med aftalens forpligtende samarbejde om trivsel, sikkerhed og uddannelse, siger Jens Schneider Rasmussen, formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
– Vi er tilfredse med resultaterne af forhandlingerne. Foruden de mere kontante forbedringer som løn for arbejde udover sædvane, lærlingeløn, sygeløn og pension har vi denne gang haft fokus på, at de ansatte i fiskeriet på lige fod med selskaberne skal have andel i kompensationsordningen for CO2-afgiften. Vi har også haft fokus på trivsel, og vi er rigtigt glade for, at arbejdsgiverne sammen med os er klar til at tage fat på trivsel om bord som en integreret del af samarbejdet mellem vores organisationer, siger Karsten Kristensen, næstformand og forhandlingssekretær for havnearbejdere, fiskere og sømænd i 3F Transport.
Kilde: Fiskeri Tidende.