Det var forventningen, at de danske rejefiskere i Skagerrak ville få lov at fange flere rejer i det nye kvote-år, som begynder 1. juli.
Men sådan bliver det ikke, og det er der to årsager til.
Den ene er, at ICES ganske overraskende uden dialog har ændret på nogle af de såkaldte referenceværdier for den biologisk rådgivning og på den baggrund er nået frem til en anbefaling om, at den samlede kvote for dybvandsrejerne skal sættes på et betydeligt lavere niveau, end hvis man var fortsat med de hidtidige referenceværdier.
Den anden er, at Norge igen har taget sig dyrt betalt for overhovedet at ville indgå en aftale med EU.
For situationen er den, at EU-fiskerne, herunder de danske fiskere, på grund af den manglende adgang til norsk farvand som følge af konflikten mellem EU og Norge om en fiskeriaftale for 2023 i begyndelsen af året ikke har fisket hele den kvote, der var afsat til dem i første halvår af 2023, og den mængde, som de ikke har fanget, får de ikke lov at udnytte helt ud.
Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, kalder aftalen dybt urimelig.
– Det er naturligvis godt, at vi har fået en aftale på plads, og at der med aftalen sikres fortsat adgang til at fiske rejer i norsk farvand i Skagerrak i det kommende kvote-år. Vi anerkender både EU-Kommissionens og de danske myndigheders indsats for at sikre aftalen mellem EU og Norge, men kvoteniveauet og forhandlingsforløbet er meget skuffende, siger Svend-Erik Andersen.
– Rejefiskeriet i Skagerrak er gennemforvaltet, og kvotefastsættelsen sker efter den biologiske rådgivning. Derfor er det selvfølgelig ikke rimeligt, at fiskerne pludselig skal presses på økonomien, fordi ICES ud af det blå ændrer på referenceværdierne. Det er også dybt frustrerende, at Norge endnu engang udviser en total mangel på vilje til at indgå en rimelig aftale med respekt for sine nabolande, siger han.
Claus Hjørne Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i Danmarks Fiskeriforening, og som har fulgt forhandlingerne på vegne af foreningen, er også utilfreds med aftalen.
– Det skaber stor usikkerhed, når man pludselig ændrer forudsætningerne for fiskeriet. Den her aftale kommer til at få store negative konsekvenser for de danske rejefiskere i Skagerrak. Det kommer også til at gå udover den industri på land, der er afhængig af rejefiskeriet, siger Claus Hjørne Pedersen.
Den samlede kvote for Skagerrak bliver på 4.253 ton, og kvote-året løber fra 1. juli 2023 til 30. juni 2024.
Til sammenligning var kvoten i Skagerrak i fra 1. januar til 31. december i 2022 på 5.398 ton.
Kilde: Fiskeri Tidende.