I Danmark venter fiskerne utålmodigt på at få den vigtige adgang til norsk farvand. På grund af de langstrakte Brexit-forhandlinger var en aftale med Norge om både kvoter og adgang ikke på plads til nytår – og efter mandagens ministerrådsmåde er der fortsat ingen adgang.
Her gav EU-landene Kommissionen et mandat til at forhandle med både Storbritannien og Norge, om kvoterne, men det er langt fra sikkert, at der kommer en afklaring på adgangen til norsk farvand, siger fiskeriminister Rasmus Prehn (S) til FødevareWatch:
– Problemet er jo at få landet en aftale med nordmændene, som nu også sideløbende med at forhandle med EU skal sidde med en separat forhandler – nemlig Storbritannien, som ikke længere forhandler på EU-siden. Det er jo konsekvensen af hele Brexitforløbet, så det er svære forhandlinger.
Danmarks Fiskeriforening har gentagene gange opfordret både ministeren og Kommissionen til at få styr på adgangen. Rasmus Prehn forsikrer, at den danske regering gør alt, hvad de kan for at få forhandlinger til at ske så hurtigt som muligt.
– Vi presser på, og presser på og presser på, og vi har også embedsmænd med i forbindelse med de her forhandlinger, fordi det er danske embedsmænd, der har ekspertisen i forhold til, hvad man fanger i norsk farvand, hvor vi har helt særlige interesser, siger Rasmus Prehn, der håber, at en aftale kommer i stand inden februar, om end det bliver svært.
– Det er jo det vi har ønsket os, men det kan meget vel være, at det bliver en lille smule forsinket, og hvis vi ikke når det inden februar, så i hvert fald inden for den nugældende midlertidige ordning, siger Rasmus Prehn til FødevareWatch.
De midlertidige kvoter gælder for første kvartal.
Kilde: FiskeriTidende.