Under overskriften »just another day at the office« ønsker man at trække unge mennesker ind i erhvervet, hvor en uddannelse til erhvervsfisker, byder på høj faglighed samt frihed og spænding, men ikke mindst et hav af spændende karrieremuligheder.
Med Erhvervsfiskeruddannelsen bliver man klædt på til at klare mange af de udfordringer, der møder en i det moderne fiskeri. Det gælder både praktiske opgaver på havet, der kræver hurtig og selvstændig handling og de forretningsmæssige opgaver som en ansvarlig del af et team.
Men uddannelsen stopper ikke i Thyborøn
Når man har gennemført Erhvervsfiskeruddannelsen, modtager man det Blå Bevis, med det kan man tage hyre på et fiskefartøj eller starte som selvstændig Erhvervsfisker.
Det Blå Bevis giver en lov til at sejle som fører af et fiskefartøj på op til 9 meter. Hvis du under skoleperioden har taget duelighedsbeviser i sejlads for fiskere og motorpasning samt radiocertifikat og sygdomsbehandlerbevis, må man sejle som fører af fiskefartøjer på op til ca. 15 meter og som bedstemand i fiskeskibe op til 24 meter.
Det Blå Bevis giver dig også adgang til videreuddannelse – i første omgang til Fiskeskipper af 3. grad, derefter Fiskeskipper af 1. grad. Derudover er der mulighed for uddannelse til styrmand og skibsfører i handelsflåden.
Det særlige ved fiskeriet er fællesskabet og kammeratskabet – »Det er et lille fællesskab, hvor man skal kunne med alle. Så det er meget vigtigt, at man har et godt sammenhold og kan med hinanden. Man får et godt sammenhold, når man er sammen ude på vandet, fordi man går tæt sammen under små kvadratmeter«
Fiskeriskolen i Thyborøn udbyder som den eneste i landet uddannelsen til erhvervsfisker og uddannelsen til fiskehandler, så eleverne kommer fra både nær og fjern. Torsdag og fredag i denne uge kan man slå et smut forbi Hirtshals Havn og selv få en snak om Erhvervsfiskeruddannelsen.
Fiskeriskolens skoleskib har lagt til kaj – kom trygt ombord og få en snak om Erhvervsfiskeruddannelsen.
Kilde: FiskerForum.