Fiskeristyrelsen har givet forkerte oplysninger, vurderer to eksperter overfor TV 2 og mediet Danwatch. Det er sket i en redegørelse bestilt af fiskeriminister Jacob Jensen (V), efter at TV 2 og Danwatch afdækkede, at storfiskere havde fået ulovligt mange kvoter, skriver TV2 Nord.
Det er yderst kritisabelt, hvis det nu viser sig, at ministeriet var informeret om udfordringerne med kvotetildelingen allerede i 2018 og ikke i 2021, som det ellers fremgår af ministeriets redegørelse, skriver Martin Lidegaard i en mail til TV2.
Det var erhvervsorganisationen Dansk Pelagisk Producentorganisation (DPPO), som i 2018 gjorde myndighederne opmærksomme på problemet. Organisationen repræsenterer de største fiskerivirksomheder i Danmark, der blandt andet tæller rederiet Isafold i Hirtshals.
DPPO skriver i en mail til TV 2, at organisationen allerede i 2018 opfordrede myndighederne til at udvikle en mere transparent måde at opgøre kvoter på.
– Det er beklageligt, at den øvelse ikke blev gennemført, skriver direktør Esben Sverdrup-Jensen i en mail til TV 2.
Han oplyser, at henvendelsen dengang handlede om problemer med at beregne kvoteandele, hvilket er noget andet end kvotekoncentrationer, som er kernen i problematikken i dag.
Men problemet med opgørelserne og beregningerne er det samme, fortæller Esben Sverdrup-Jensen.
– Nu står vi i en situation, hvor en del af vores medlemmer, på grund af myndighedernes regnefejl, risikerer at skulle afhænde betydelige fiskerimuligheder, som de i overensstemmelse med reglerne erhvervede sig før 2017, skriver Esben Sverdrup-Jensen.
Han henviser til, at hans medlemmer sandsynligvis ikke havde haft ulovligt mange kvoter, hvis myndighederne havde lavet beregningerne korrekt fra begyndelsen.
Hele den spegede affære uddybes i en længere artikel hos kilden TV2 Nord.