Hirtshals Kasseudlejning og Fiskernes Fiskesortering har arbejdet ud fra en fælles målsætning om at styrke servicen og sikre effektive løsninger for fiskerne i Hirtshals.
I lyset af de aktuelle udfordringer i fiskeriet, herunder stigende krav til effektivitet og ressourceudnyttelse, har de to fiskerejede virksomheder gennem en periode drøftet muligheden for et endnu tættere samarbejde.
Efter lange og grundige overvejelser har begge bestyrelser i enighed besluttet, at Fiskernes Fiskesortering pr. 1. april overtager Kasseudlejningen. Formålet er at samle ressourcerne og skabe en stærkere og mere fleksibel service, der kan understøtte fiskerne, medlemmerne og erhvervet i en tid med forandringer.
Samtidig bidrager denne beslutning til at sikre Hirtshals en stærk position i fremtidens fiskeri, hvor samarbejde og effektivitet er afgørende faktorer. Fiskeriet i Hirtshals har over de sidste år oplevet vækst i landinger, men står, som resten af fiskerierhvervet over for strukturelle udfordringer, der kræver stigende tilpasning og samarbejde.
Enige bestyrelser i begge virksomheder ser denne løsning som en naturlig og nødvendig udvikling, der sikrer fortsat service af høj kvalitet, stærke relationer til alle fiskere – både medlemmer og andre loyale kunder – samt en solid platform for Hirtshals som en central aktør i fremtidens fiskeri.