Det er ikke til at se det, hverken på aktivitetsniveauet eller udseendet, men Niller alias Niels Kristian Nielsen runder i dag 70 år og er still going strong hos Hirtshals Fiskeriforening.
Niller er oprindeligt fra Rajen syd for Hirtshals og ud af en børneflok på 5, der tæller Kate, Niller, Jan, Karl Peter og Tommy. Niller gik i skole i Tornby, hvorefter han i mange år fiskede med sin jolle HG 4 Niller.
I dag er det vist blevet småt med fiskeriet, idet han for ikke så mange år siden afhændede jollen. Han har været formand for Hirtshals Fiskeriforening, siden han for mange år siden afløste Erik Jespersen.
Niller bor sammen med Mona. Parret havde i adskillige år et hus på Pile Allé, men flyttede for et par år siden op på Nejstbrinken, hvorfra de har god udsigt til Hirtshals Havn og Skagerrak.
Niller er et rigtig godt menneske, der tænker meget på andre. Da han boede på Pile Allé kom han hver søndag ind til min gamle svigermor med et rundstykke og fik en lille snak om løst og fast.
Niller er da også meget vellidt og respekteret blandt alle, som han er i selskab med.
I sin fritid går Niller på jagt og er blandt andet frivillig ved Hirtshals Fiskefestival.
Stort tillykke til Niller!