Meget er efterhånden rutine, men hverdagen ser stadig markant anderledes ud end før nedlukningen for de 49 elever på årgangen.
Rasmus Ekmann er blandt de hjemsendte 10. klasses-elever, og selvom han synes, det egentlig går langt bedre, end han havde forventet, så savner han stadig kammeraterne og skoledagen:
– Heldigvis går det ret godt med at holde kontakt til klassekammeraterne. Vi snakker meget online, og i forbindelse med fjernundervisning arbejder vi mere i grupper, end vi gør i klassen normalt. Vi får opgaver, som vi drøfter i grupper, og så samles vi med en anden gruppe og drøfter opgaverne igen, forklarer han.
Og det er langt fra tilfældigt, at eleverne oplever meget gruppearbejde, forklarer viceskoleleder Henrik Frand-Madsen:
– På den måde får eleverne snakket med hinanden og dækket lidt af det sociale behov, der lider her under nedlukningen, samtidig med der bliver stillet krav til det faglige resultat af gruppearbejdet, siger han. Han tilføjer, at årgangens lærere netop har haft stor fokus på at tilrettelægge undervisningen, så både sociale og faglige udfordringer tilgodeses mest muligt, og her har den efterhånden store erfaring med fjernundervisning vist fordelene ved at bruge mere gruppearbejde end normalt.
Der er fra skolens side desuden øget fokus på at få de unge mennesker til at bevæge sig i løbet af dagen, og der er derfor hver dag indlagt en bevægelsestime midt i dagens skema – både fordi alt skolearbejdet foregår foran computeren, men også fordi der er lukket ned for de unges fritidsaktiviteter og sport.
Selvom det danske vintervejr gør sit bedste for at være på tværs, så er eleverne overordnet set begejstrede for bevægelsestimen, og Rasmus Ekmann er da også glad for at få lidt fysisk aktivitet hver dag:
– Det er godt nok lidt træls, når der kommer sne og regn, men jeg er jo mere frisk de sidste timer efter frokost, når jeg har haft bevægelsestimen, fortæller han.
Netop frokosten er et andet punkt, som Rasmus nævner som et lyspunkt og som noget, der rent faktisk er bedre under nedlukningen:
– På mange måder er vi jo lidt udfordrede på undervisningen hjemmefra – fx i fysik, hvor vi jo ikke har de samme apparater som i fysiklokalet, men selv skal finde nogle ting herhjemme. Men det er så til gengæld lige omvendt, når det kommer til frokosten, fortæller han og fortsætter:
– Min far og mor arbejder også hjemmefra – og det er ret hyggeligt. Og da jeg selv laver maden, får jeg ofte varm mad. Det er lækkert. Og så slipper jeg slipper for madpakken henne i skolen, slutter Rasmus.