Mange borgere i Hjørring Kommune opvarmer i dag deres bolig med el, gas eller olie. Derfor er kommunen lige nu i tæt dialog med de lokale fjernvarmeværker med henblik på at undersøge mulighederne for at rulle fjernvarme ud i nærtliggende landsbyer. Alle borgere, som ikke har fjernvarme i dag, vil modtage et brev i løbet af december måned.

Afhængig af, hvor man bor, vil man modtage oplysninger om, hvilke muligheder den enkelte har i forhold til varme. Nogle vil få oplyst, at der er konkrete planer om at tilbyde fjernvarme i deres område. Andre vil få oplyst, at mulighederne for fjernvarme stadig undersøges. Og nogle, at der ikke er planer om fjernvarme i deres område. Her vil det i stedet være relevant at se på mulighederne for at skifte til varmepumpe.