Skuffelsen var stor, da Flådestation Frederikshavn måtte aflyse årets “Åbent Hus”. Men nu er der en ny mulighed for at opleve flådestationen indefra. Turistorganisationen Toppen af Danmark har nemlig arrangeret guidede ture på flådestationen i begyndelsen af det nye år.
– Vi har arbejdet længe på at kunne arrangere besøg på flådestationen, og nu kan vi endelig løfte sløret for planerne, siger en begejstret turistdirektør, Nicolai J. Nissen fra Toppen af Danmark.
Fra uge 6 til 8 vil det være muligt at komme med indenfor på flådestationen og høre den spændende historie om dens virke. Den kendte journalist og formidler Per Christiansen, tidligere kendt fra TV2 og TV2 NEWS, har skrevet fortællingen og vil være en af værterne under besøget.
Der er et begrænset antal billetter til salg, da der kun er plads til 12 personer på hvert hold. I alt udbydes 2.500 billetter, og det forventes, at de hurtigt bliver revet væk.
Interesserede kan skrive sig op på Toppen af Danmarks hjemmeside og dermed være blandt de første, der får besked, når billetsalget åbner.
OBS: Aldersgrænsen for besøg på flådestationen er 12 år.
Læs mere på: https://www.toppenafdanmark.dk/besoeg-paa-flaadestation-frederikshavn