Deltidsstillinger, vandrerejser, barsler og bogudgivelser. Tidligere studentermedarbejder Simone Jespersen har nået mange ting, siden hun stoppede i sin stilling i det daværende Hjørring ErhvervsCenter inden sammenlægningen til Business Hjørring.
Under sin kandidat i dansk og kulturforståelse fra Aalborg Universitet var hun ansat som studentermedarbejder fra marts 2016 og halvandet år frem og bagefter i en midlertidig fuldtidsstilling som kommunikationsmedarbejder.
Erfaringen har været brugbar i hendes efterfølgende ansættelser, hvor hun har arbejdet med kommunikation og sociale medier, først hos fire forskellige restauranter i Aalborg og nu Røde Kors i København:
“Min ansættelse ved Hjørring ErhvervsCenter har helt klart givet noget erfaring, som jeg kunne bruge ved restauranterne og det jeg så lavede ved restauranterne kunne igen føde ind til mit job i Røde Kors. Så på den måde hænger det jo sammen,” siger Simone Jespersen.
Men vejen dertil har ikke været uden satsninger. Simone endte nemlig med at sige sin midlertidige fuldtidsansættelse hos Hjørring ErhvervsCenter op før tid for at gå den franske Camino. En rejse, som hun desuden har skrevet og udgivet en bog om.
Simone Jespersen var gået direkte fra gymnasiet, videre til universitetet og ud i en fuldtidsstilling og derfor skulle der ske noget nyt:
“Jeg havde også bare brug for at gøre noget andet end at sidde i det her 8-16 job“, siger Simone Jespersen og det har især hjulpet hende den dag i dag: “Jeg står helt klart et mere sikkert sted nu, i hvert fald i forhold til at tage beslutninger og jeg hviler mere i de beslutninger, jeg tager.”
Fleksibilitet på arbejdspladsen er altafgørende
Hos Business Hjørring ved vi, at mange unge i dag går efter mere fleksible arbejdspladser, hvor der kan tages hensyn til privatlivet og hvor man bedre selv kan styre ens arbejdstider. Det stiller derfor andre krav til arbejdspladserne, hvis de vil være sikre på at kunne tiltrække og fastholde nye medarbejdere i fremtiden.
En fleksibel arbejdsplads er også noget, der betyder meget for Simone Jespersen og hun undgår gerne 8-16-jobbet:
“Jeg har været meget bevidst omkring det arbejdsliv, jeg gerne ville skabe for mig selv og nu også min familie og det skal være indenfor nogle rammer, som vi alle sammen kan være med i.”
Hun vil gerne være med til selv at styre sin arbejdstid, og det kunne hun, da hun stod for kommunikationen ved de fire restauranter i Aalborg i en deltidsstilling. De fleksible arbejdstider gav hende nemlig også rig mulighed for at være kreativ og pleje sin Instagramprofil, hvor hun deler billeder fra sit liv til sine over 12.000 følgere.
Og fleksibilitet er også noget af det vigtigste i hendes nuværende job i Røde Kors:
“Det er et helt andet og meget mere fleksibelt arbejdsmiljø, end hvad jeg kendte. Jeg kan mere eller mindre selv bestemme, hvornår jeg møder ind og hvis jeg har lyst til at arbejde et par timer om aftenen, er det også en mulighed. På den måde hænger det også rigtig godt sammen med det familieliv, jeg har.
Ikke bange for huller i CV’et
Simone Jespersen er selv opvokset i Hirtshals og har de seneste år boet i København. Men planlægger sammen med familien at flytte tilbage til Nordjylland.
I øjeblikket er hun på barsel og passer begge sine børn hjemme. Hvornår hun vender tilbage på arbejdsmarkedet, er endnu uvist:
“Lige nu hjemmepasser jeg begge børn og har måske også planer om det de næste par år frem. Det er jeg slet ikke bange for, for jeg er meget sikker på, at jeg nok skal komme ud og bidrage igen.”
Ifølge Simone Jespersen, så er erfaringerne fra både barsel og vandreturene lige så vigtige for CV’et. Derfor er hun ikke bekymret for fremtiden efter sin barsel:
“Selvom det ikke er fagligt relevant, det jeg laver nu, så giver det noget andet. Det har været en proces og jeg har været mange ting igennem siden mit studiejob ved Hjørring ErhvervsCenter, både arbejdsmæssigt, men også personligt med bl.a. mine vandrerejser,” siger hun.
Kilde: Business Hjørring.
Netværksmøde 7. februar: Samarbejde med højtuddannede
Deltag i vores netværksmøde og bliv klogere på, hvad du kan få ud af et samarbejde med højtuddannede – både studerende og færdiguddannede. Vi får besøg af AAU, UCN og MARTEC samt Vrå-virksomheden Fynbo Foods, som fortæller om deres erfaringer.