Katastrofer og krige verden over har sendt et rekordhøjt antal børn på flugt. 13,7 millioner børn var ved udgangen af 2021 flygtet fra deres hjemland, mens 22,8 millioner var internt fordrevne. Lignende tal er ikke set siden 2. verdenskrig. Det viser en opgørelse fra UNICEF, som offentliggøres på FNs internationale flygtningedag i dag.
Hertil kommer, at 5 millioner børn – siden årsskiftet – er sendt på flugt fra krigen i Ukraine, og yderligere millioner af børn er fordrevne på grund af den massive tørke på Afrikas Horn.
Børn på flugt befinder sig i en yderst sårbar position. Særligt børn, der flygter uledsagede eller adskilles fra deres familie undervejs, risikerer at blive udsat for vold, overgreb og trafficking. Globalt udgør børn omkring 34 pct. af alle registrerede sager om trafficking.
Det rekordhøje antal af børn på flugt skyldes både akutte og langvarige konflikter i blandt andet Afghanistan, i skrøbelige stater som DR Congo og Yemen og i lande påvirket af klimakrisen. I alt blev 7,3 millioner flere børn fordrevet fra deres hjem i 2021 på grund af naturkatastrofer og ekstreme vejrforhold.
Samtidig med at antallet af flygtede og fordrevne børn stiger, får midlerne til nødhjælp sværere ved at række. Børn på flugt har blandt andet brug for psykosocial støtte, sundhedsydelser, beskyttelse og adgang til uddannelse. Omkring to tredjedele af alle flygtningebørn modtager undervisning, mens de går i indskolingen, mens kun en tredjedel af de ældre børn går i skole.
”Alle børn skal kunne drømme stort om fremtiden – uanset hvilke udfordringer de måtte møde tidligt i livet. Vores ultimative mål er selvfølgelig at undgå, at børn sendes på flugt i det hele taget, men de, der sørgeligvis gør, skal sikres adgang til beskyttelse, omsorg og uddannelse,” siger Susanne Dahl.
Fakta:
- Verdens samlede antal af flygtninge er mere end fordoblet det seneste årti. Børn udgør omkring halvdelen.
- I alt er 36,5 millioner børn på flugt.
- 13,7 millioner er flygtet ud af deres hjemland.
- 22,8 millioner er internt fordrevne.
- En tredjedel af alle fordrevne børn, svarende til 3,9 millioner, lever syd for Sahara.
- En fjerdedel i Europa og det centrale Asien, svarende til 2,6 millioner.
- 13 pct. lever i Mellemøsten eller Nordafrika, svarende til 1,4 millioner.
- Det seneste år er antallet af børn på flugt steget med 2,2 millioner.