Tusindvis af skolebørn har allerede prøvet det, men nu kan du tage hele familien med under armen og prøve det selv, skriver TV2 Nord.
Du kan nemlig få oplevelsen af Nordsøen Oceanarium med en meget mindre folkemængde end i dagtimerne, når Oceanariet byder indenfor til overnatning under en noget speciel nattehimmel.
– Det er en unik oplevelse, for du får lov til at se fiskene på en anden måde, og faktisk også når fiskene de sover. Men man får lov til at opleve fiskene, når man selv ligger og skal falde i søvn, fortæller Cecilie Høi Jensen, der er formidler hos Nordsøen Oceanarium.
Én af dem, der skulle prøve denne helt særlige oplevelse, var Maria Borch Jensen.
– Det bliver anderledes, tror jeg. Her kan man ligge og kigge på fiskene med sin lommelygte, og når man er hjemme, ligger man jo og kigger ind i sin væg, sagde hun allerede før oplevelsen.

Maria Borch Jensen glædede sig nemlig til oplevelsen, som, hun også var sikker på, ville blive helt speciel.
– Det er ret mærkeligt at tænke på, at der er et levende væsen, der svømmer over én, når man skal sove, men det bliver nok også rigtig, rigtig hyggeligt.
Ifølge Nordsøen Oceanarium er det noget helt andet at være sammen med fiskene om natten.
– I dag har vi haft omkring 2300 gæster, og nu har vi kun de her 11 gæster, der skal sove med fiskene, så man får jo hele Oceanariet for sig selv hele aftenen, forklarer Cecilie Høi Jensen.
Lyder en overnatning under Oceanariets klumpfisk som noget for dig, så kan du læse mere om oplevelsen på Nordsøen Oceanariums hjemmeside.
De planlægger at lave arrangementet igen mandag 10. juli og tirsdag 1. august.
PROGRAM FOR ARRANGEMENTET
- Guidet rundvisning både i udstillingerne og bag kulissen
- Aftensmad i caféen
- Klargøring af foder til fiskene samt fodring af fiskene
- Aftenhygge ved Oceanariet, hvor guiden fortæller om klumpfiskene og de andre beboere
- Solnedgang, hvor man tydeligt kan se fiskene falde til ro
- Solopgang, morgenmad og diplom for oplevelsen
Kilde: TV2 Nord.


